Avisen handler næsten ikke om andet idag – men katastrofen er jo adskillige dage gammel – og først nu er det som om katastrofens omfang rammer. Jeg synes man med al ønskelig tydelighed kan se, at New Orleans er vor tids Titanic.
Da den fattige del af byen blev evakueret, læste jeg et sted, at flygtningene var blevet samlet i Superdom, der måtte formodes at kunne modstå vandmasserne. Allerede der var det tydeligt for enhver, at det vitterligt handlede om de fattige – for alle, der havde mulighed for et lift var væk på det tidspunkt. Jeg har så hørt tal på op til 30.000 mennesker, der blev evakueret til Superdom, hvor de så kunne sidde og vente til stormen red forbi. Stormen kom – og nu er alt smadret.
"Græsset må ikke betrædes". Jeg læste det første gang på min 3-mobil – og helt ærligt, jeg troede det var løgn – til jeg senere læste det i en avis. 30.000 mennesker skal sove og opholde sig i Superdom. 30.000 mennesker er i akut fare for infektioner, væskemangel, sult mv. 30.000 mennesker, der sidder på deres eneste tilbageblevne ejendomme, 30.000 mennesker der sidder med angsten for hvad der er sket deres kære - men de må ikke gå på græsset i superdom… for hvor skal der så spilles football?
Er der noget at sige til, at mennesker bliver krigeriske? Gæstfriheden – lysten til at hjælpe rakte kun lige til folket var bange for at det gik ud over deres yndlingssportgren??????
Hvordan kan nogen undre sig over plyndringer, voldtægt og tyveri, når man samtidigt kan se, at disse mennesker er blevet efterladt med absolut intet?
I virkeligheden er New Orleans katastrofen jo blot som et forstørrelsesglas ned over USA's problemer. De problemer de vælger så massivt, at glemme i det daglige. "Hvis vi bare lukker øjnene for opvasker og tiggeren på gaden, så går det nok" – og den 1/3 del af New Orleans, der lever som fattige, glemmes.
Men nu kan de ikke glemmes – for lige nu sidder de uden foran kongressen – og uden foran Superdom og skriger "HJÆLP OS" så hele verden kan høre det.
Alle, der hører deres skrig, sidder tilbage med en kugle i maven. For hvad kan JEG gøre for de stakkels mennesker?
Kors, hvor er jeg glad for at leve i Danmark. Her ser fattigdom i det mindste menneskeligt ud.
Ja, jeg ved ikke om det er nyhedsformidlerne, der gerne vil have det til at fremstå sådan; men det ser ud som om at det går efter devisen: Små problemer: få soldater, store problemer: mange soldater.
Og så er det i virkeligheden basale ting som vand, mad og værn mod høje/lave tempraturer, der er brug for.