Kærester..

I går fik jeg en lang historie fra en god veninde – en historie, der inspirede mig til selv at skrive min.

Og så var det, jeg kom til at sidde og tænke tilbage på, hvordan de forhold vi har i livet, former os. Men ikke mindst: hvordan tiden former de forhold, der ikke længere er.

Da jeg var yngre handlede meget af mine erfaringer om de fiaskoer, der var på min vej. Jeg lagde meget vægt på de forhold, hvor jeg på en eller anden måde var blevet vraget. Min bevidsthed var meget omkring mine dumme valg – ikke ret meget om de fornuftige valg, der også kom undervejs. Jeg nåede at have en hel række kærester – men alligevel kun få, der gik igen og igen – og som har fæstnet sig på min nethinde.  

Men nu – hvor jeg har levet i et parforhold i 12 år – og måske ligefrem fordi jeg er blevet gift – er det som om alle de fiaskoer er trådt i baggrunden – og når jeg tænker tilbage på mit "liv før mit liv med min mand" – så tænker jeg på de gode oplevelser, jeg har haft. Jeg har lykkelig glemt alle de ensomme følelser, der ligger gemt, når man selv troede på et forhold, som så går itu, fordi det ikke var hvad han ville.

Jeg kom til at sidde og smile af mig selv igår, da jeg gjorde opdagelsen. Det er så mange år siden jeg sidst har tænkt på mine forhold før Jan. Og det var helt rart pludselig at have en fornemmelse af ro og forståelse – fremfor den afmagt og tristhed, jeg følte før i tiden. Jeg savner dem bestemt ikke. Hver sin tid - hver sin oplevelse.