Jeg har taget mig nogle fridage, for at kunne være sammen med Jonathan i hans aller første efterårsferie. Og første stop var Nationalmuseet i Brede.
Jeg havde læst mig til, at der var en udstilling om Industrialiseringen og at der var et samlebånd, så man kunne prøve kræfter med datidens arbejdspladser.
Vi ankom med kusinen, der er 4 år og morbror (der er ældre 🙂 )
“Industrialiseringen i Danmark.. Det er ikke mere end 100 år siden” hørte jeg mig selv forklare, som vi nærmede os museet. Et øjekast på de to børn på henholdsvis 4 og 6 år, vidnede dog hurtigt om nøjagtigt HVOR gammel jeg er, når jeg kan finde på at sige for “ikke mere end”. For de to er 6 år en livstid – og alt før de 6 år ligger i stenalderen.
Første del af museet bød på en rundtur på væveriet. Man valgte en figur og fulgte denne figur rundt i hele fabrikken. Man hørte om, hvordan kvinderne får mindre i løn end mændene (øh… det gør de jo så stadig – så intet nyt under solen der) og hvordan man fandt ud af at bruge fagforeningen. Hvordan tankegangen langsomt gik fra “jeg skal bare have brød på bordet idag” til at være mere langsigtet og ikke mindst kollektiv i form af fagbevægelse og fælles krav.
Ungerne mistede forholdsvis hurtigt interessen for filmene – men jeg synes de var rigtig godt lavet med små korte pointer, der fortalte mere, end man lige tænker over. Alt i alt en fin illustration af, hvordan livet var for 100 år siden i forhold til idag.
Støjen tiltrak vores opmærksomhed. Støjen som en kæmpemæssig arbejdende fabrik. Da vi trådte ind så vi to samlebånd med ialt 7-8 arbejdspladser på hver. Stålkugler, der arbejdede mod metalslisker.
Først plads var ved samlebånden. En metalbakke til hver enhed – og derefter skulle den, der sad på pladsen lave enheden. Vi lavede kuglelejer. Det store skulle have tolv kugler, det lille skulle have 7 kugler – og så var der samlestykkerne imellem. En skærm viste hvilken type kugleleje, der skulle laves. Stor på stor på lille – eller stor på stor på lille på stor. Når de var færdige skulle de sendes af samlebåndet ned til kvalitetskontrollen.
Der indtog Jonathan hurtigt sin plads. Han tog forsigtigt hver kugleleje og satte det ind i “maskinen”. Når han trykkede på knappen gik en dør for og kuglelejet røg i 1000 stykker ned af en sliske.
Her stod sorteringsarbejderne. Deres job består i at sortere i de dimser, der ligger i slisken. Kugler i nogle huller, små leje i et andet, samlemuffer i et tredje. Fra hullerne trillede delene så ned til den, der lavede enheden – fint sorteret, så samleren kunne knokle videre.
Det hele blev filmet – og der var skarp konkurrence imellem de to samlebånd. En skærm fortalte om historien. Om hvordan arbejdspladsen udvikler sig. Om kravet om kvalitet. Om verdensmarked og forholdene dengang.
Man blev ret hurtigt bidt af “sin station” – uanset om man samlede eller “ryddede op”
Jonathan var solgt til stanglakrids. Det, der ligesom var pointen. Nemlig at se, hvor hårdt det var dengang. Hvor ensformigt og hvordan samlebånden reelt virkede.. det gik ligesom hen over hovedet på min søn. Han var godt igang med en alle tiders leg.
Han skulle trækkes ud. Kusinen var færdig med legen hurtigt – men acceptede en tur mere – for fætters skyld. Jonathan kunne være blevet ved i timer.
“Mor – findes der sådan noget arbejde idag” spurgte Jonathan, da vi nåede bilen. “Ja,” forklarede jeg. “Mor har en gang i en sommerferie prøvet sådan noget”. “Åhhhhh.. hvor FEDT” udbrød Jonathan begejstret.
“Mor… Jeg vil ikke være togchauffør mere.. ” “Jamen lille skat dog!” Jonathan har drømt om at blive S-togschauffør i adskillige år nu. “Mor – jeg vil gerne arbejde på FABRIK” forklarede han ivrigt.
Hmmmmm
Hurra for ungdommens naivitet 🙂
jeg har selv plukkede jordbær en enkelt sæson – så havde jeg fået nok, ikke mere “fabriksarbejde” til mig.
Tillykke med blog-fødselsdagen.
Han er så vild med det, at jeg tror vi tager afsted igen idag. – til samme sted.