Min kusine havde sammen med sin mand og min mors kusine fundet en sød sang til brylluppet. Sådan een af dem, hvor man sidder og nikke til hinanden over sandheden i sangen.
Melodien er: Kun en dag et øjeblik af gangen.
Det, at kunne leve for en anden,
tænke på den anden døgnet rundt,
det at kunne dele med hinanden,
alt som hænder både godt og ondt,
Det at kunne sammen le og græde,
være fælles om gevinst og tab,
det, at kunne dele sorg og glæde,
danner grunden for et fællesskab
Det, at vise omsorg for hinanden,
det, at glemme helt sit eget jeg,
det, at hente styrke hos den anden,
når man møder modgang på sin vej
Det, at følges op og ned af bakke,
sammen leve livet uforsagt,
sammen kunne bede – sammen takke,
danner grunden for et fællesskab
Sammen bågne op, når dagen bryder,
sammen takke for den nat, der gik
og når aftenbedeslaget lyder,
sige tak for hvert minut, man fik.
Bare det at holde af hinanden,
glædes over, hvad man fælles har,
det er grunden - det og ingen anden,
som betinger hvert et fællesskab.