Endnu een af de der udtalelser, der giver mig kuldegysninger og rysteture.
"Man skal opdrage sin datter i den viden, at hun er lige så god som en mand"
Sig mig en gang – hvem i al hel… er det, der har fundet ud af, at alle mennesker skal "måle" sig op af andre? Hvem er det, der har fundet ud af, at det skulle kunne give selvværd og følelser af værdi, at huske på at man altså "er lige så god som de andre".
Hvis man er "lige så god" så er det jo fordi man kan have en følelse af at være "mindre end lige så god". Mit mål med min datters opdragelse – og min søns opdragelse er at vise hende, at hun indeholder en unik personlighed. Ikke en personlighed der på nogen måde kan eller skal måles op af nogen som helst andre – andet end sig selv.
Mit mål med min datters selvfølelse, skal være at hun finder en tillid til, at det hun kan og det hun vil, er rigtigt – så længe hun er sig selv tro. Tiden er løbet fra at definerer ting som "mandeting" og "kvindeting". Min datter elsker sminke, dukker og alverdens andre pigeting. Det er ikke noget jeg opfordrer hende til – men heller ikke noget, hun bliver forsøgt afvænt fra. Falder hun en dag for at køre motorcross – vil min indstilling til det, være nøjagtigt som med dukkerne.
Bør det – i 60' børnebørns generation være en normalitet, at kvinder og mænd er lige? Bør det ikke være en selvfølgelighed, der ikke behøver, være til debat? Jeg er klar over, at den offentlige debat er nødvendig. At den "overordnet" kønsdebat er nødvendig. Men hvorfor skal en kvinde føle sig "lige så god som en mand"? Hvorfor skal en mand ikke føle sig "lige så god som en kvinde" .. og hvad sker der med dem, der føler sig "mindre end lige så god som en mand?"
Hvis min datter ender med en selvforståelse af, at der er ting, hun er god til – og ting hun er mindre god til. Og at hun kan hente hjælp hos andre, der kan det hun er mindre god til – mens hun kan bidrage andres liv, med det hun er god til – er jeg så helt skævt på den? Mænd og kvinder har forcer og svagheder der til dels ligger i kønnet.. men hvorfor nødvendigvis gøre mere ved det faktum, end at erkende det – og så komme videre?
Min datter skal ikke vide, hun er "lige så god" som noget som helst. Den eneste hun skal kunne se i øjnene hver morgen, er sig selv. Den eneste hun skal måle sig på, er sig selv. Det med at være "lige så god" – er ikke nødvendigt, hvis man i den inderst kerne ved, at man er et vigtigt og værdifuldt menneske. For så er man jo per definition "lige så god" – som drenge, elefanter, mekanikere og juraproffesorer.. bare på sit felt.