Syndfloden i Tivoli

I anledningen af vores ankomt i går i Tivoli, blev en ny attraktion indviet: Syndfloden. Det mest utrolig ved den attraktion var, at den var faktisk i HELE tivoli.. Det var alligevel ret godt lavet – selvom om man – efter at være så driveden våd, at tøj klaskede til det bare hud, egentlig var meget glad, da Tivolis ledelse alligevel valgte at gemme atrraktionen tilbage.

Af mystiske årsager (eller måske fordi de havde fornemmet Tivolis lyst til at lege med den nye attraktion) var der ikke synderlig mange mennesker i Tivoli,- hvilket gjorde opholdet ganske behageligt og hyggeligt.

Min datter havde taget en god veninde med – og de to forsvandt i halve timer, hver gang Jonathan lagde op til hyl.. I de første to timer var det OFTE – for syndflodsattraktionen var ikke noget han brød sig om – og det er svært at falde i søvn i en klapvogn, når alt er våd – og selvom mor og far gør hvad de kan med at tildække klapvognen i både regnjakker og overdække den med paraplyer. (Og det er så også forklaringen på, hvorfor MIT tøj var gennemblødt :-))

Hercegovina var stedet, vi valgte at spise på. Vi skålede højtidigt på, at det ikke længere skulle øse ned – og det virkede tilsyneladende. Maden var god – også selvom der var mange mennesker, der havde fået samme ide som os. Jonathan voldspiste. Han startede med en hel portion ris, derefter spaghetti med kødsov for at slutte af med 5 kiks og et herligt udvalg af osten. Een af ostene spiste han ikke mindre end 5 skiver af. Men da var pigerne allerede løbet igen. Der var ting, der skulle nåes – ting, der skulle ses.

Mobiltelefonen var det primære clue den aften. Via mobiltelefonen kunne vi komme i kontakt med de evigt forsvundne piger – og alligevel få samlet tropperne længe nok til lige at prøve en ting eller to sammen i ny og næ.

Jonathan prøvede veteranbilerne. Jeg forklarede ham meget pædagogisk, at "om lidt er turen slut – så skal vi af – så er der andre børn der skal prøve" og jeg kunne faktisk mærke, at han forstod. Han steg lydigt og ikke-skrigende af bilen. (En lille pige før ham havde stået i flitsbue og haget sig fast til bilen – mens moren mere resolut forsøgte at bugsere hende væk. Det er utroligt, så mange krafter de små unger kan have, når der er noget de virkelig vil) Først da vi stod på platformen og skulle ud af lågen protesterede Jonathan. For … "ja ja .. der var andre børn der skulle med HANS bil … men så kunne vi vel bare tage den næste!!"

Jonathan prøvede veteranbilerne 5 gange – hver gang med lige stor overbevisning om, at HAN styrede og hver gang med samme lykkelige blik i øjet.

Far og datters veninde prøvede Det gyldne tårn. Bare tanken gav mig kriller i maven – så jeg var ganske glad for at blive fri. Jonathan pegede forgæves efter far – der forsvandt op i himlen og sagde "hvor far??" "Nu kommer far" og ned fløg i…. Langt nok nede – bliver de jo så kastet et stykke op igen.. "Åhhhh nej…" udbrødt Jonathan "HVOR far???" .. "NU kommer far" Til sidst synes Jonathan vist helt at det var morsomt, at far sådan dukkede op og forsvandt igen.. Så da Jan kom ud af forlystelsen så Jonathan helt undrene på sin far.

Vores datter var i Valhalla – hele to gange. Først med far og veninde - og derefter med mor og veninde. Det er store sager for min dejlige pige. Lydene går i nakken – og lyden var UFATTELIG høj.. Tilgengæld var det med stor fryd, at jeg kunne sidde ved siden af hende i rutsjebanen og se, at det kan hun sagtens nu.. Der er ikke noget nakkefuttelihut tilbage.

Nick og Jay skulle på scenen – og det kunne efterhånden mærkes på publikum, så vi vendte snuden hjemad, da klokken var lige omkring kl. 22.

"Hvad så unger – er I trætte" spurgte Jan i bilen. "For hvis I IKKE er – så er jeg da vist en meget gammel mand efterhånden" Tøserne grinede og fniste og blev hurtigt enige med sig selv om at ham far måtte være en gamling.

Det tog nu alligevel kun to sekundter fra hovedet kom på puden til selvsamme – slet ikke trætte datter – fik sovet sig en god nattesøvn.