"Se Jeppe" læser jeg – mens et sødt billed af Jeppe er at finde på siden. Jonathans koncentration er ikke udpræget. Sådan er det altid med nye bøger. Han skal lige lidt ind i bogen, før interessen er der.
"Se Jeppes bil" .. Alene ordet bil, hjælper lidt. "Seeee" siger Jonathan – og peger på den lille røde legetøjsbil på billedet foran Jeppe.
"Nu kommer Lisa" "Lisa vil lege med bilen" Jonathans interesse er stadig afdampende. "Lisa må ikke lege med bilen" se – nu er det som om Jonathan vågner lidt.
"Lisa slår Jeppe – AV" Nu griner Jonathan. Han slår selv Jeppe i bogen – mens han griner højt.
"Jeppe slår Lisa" Jonathan griner endnu højere – og slår nu også Lisa i bogen. "AV AV – det gør ondt på Lisa" Jonathan ler, så han er rullet sammen i en lille kugle.
"Nu gør det også ondt på Jeppe" På billedet ses Jeppe liggende på jorden og græder, mens Lisa ser chokeret til. Jonathan vrider sig af grin.
"Lisa og Jeppe græder" Nu sidder begge børn på jorden og græder. Jeg prøver pædagogisk at stikke i et hyl, for at vise Jonathan, at de er kede af det. Jonathan er ved at gå ud af sig selv af grin. Han HULKER af grin.
"Mor henter en bil til" På billedet går Lisa nu en grøn bil, mens Jepper knuger sin røde bil til sig. Ingen tvivl om at handlingen er ved at gå over i den mere blødsødne afdeling.
"Jeppe og Lisa er glade" Jonathan stirrer på billedet af de to børn, der hopper af glæde med hver deres bil. Ingen tvivl om, at handlingen lige har taget en drejning, Jonathan BESTEMT ikke synes er sjov. Nu bliver det jo KEDELIGT.
"DYT" siger Lisas bil – DYT DYT siger Jeppes bil. Og så er Jonathan alligevel med igen. "DYT DYT" siger Jonathan.
Tænk – jeg troede det var en bog, der fortalte børnene noget om, at man ikke må slå - men at man skal løse tingene. Jonathans udbytte af bogen var uden tvivl : "Så slå dog TIL Jeppe!"
Hold da op det lyder som en god bog!!! Og spænding i særklasse, vi snakker Da Vinci for børn tror jeg!!! Er det bare mig eller er den en kende upædagogisk??? Eller tager jeg helt fejl når jeg prøver at opdrage min søn til at man enten deler, låner, leger sammen eller siger “nej det er min og den vil jeg have i fred, men jeg har noget andet du må lege med”???
Vi har droppet læsningen lidt – knægten er faldet for dameblads literaturen og siger “nej puu bog mor – jeg læser selv” Puu er Peter Plys, nogen gange heder han Petra Puu, men for det meste bare Puu. Så sidder drengen med de to år på bagen så der med femina og lader som om han løser kryds og tværs eller siger nej det er løgn højt og peger på et billede i bladet mens han ser bestyrtet ud – skøn, men sær er han!
Oh Jonathans fortolkning af Jeppes bil som en komedie tyder da lidt på at vuggestuen ikke fik skræmt hele hans grundliggende sjæl ud af ham – han er en bølle på bunden er han!!
Knus
Sådan er Jeppe bøgerne! Vildt realistiske. Jeg kan bedst lide Jeppes Sut, hvor han slår en and, og Jeppes Ble, hvor han tisser på gulvet og giver hunden ble på. Jeppe styrer! Vh børnebibliotekaren. Og hvornår starer hende sanne sin egen blog, med alle de lange kommentarer??? 🙂