Bryllupskriller

Jeg trisser rundt i lejligheden med mine nye selvsiddende strømper – og på min finger sidder en mother-fucker af en ring. Jeg går og prøver på at øve mig i fornemmelsen til den store dag. Og tjekker om ekspedienten havde ret i, at de selvsiddende strømper rent faktisk sidder af sig selv – og ikke falder ned 8 gange i timen. (Med den kæmpekjole, jeg skal have på, vil det være YDERST uhensigtsmæssigt.

Vi har lige været ude og købe undertøj og strømper. Som sådan er jeg færdig til brylluppet – om end jeg stadig mangler noget blåt. "Hvornår skal det så være" spurgte ekspedienten.. "Ork" svarede jeg.. "Det er først i august. " Og så var det, at det slog mig, at der nu er mindre end en måned til !!!!!!!!!!!!!!

Øhhhhh.. Alt er jo i orden. Vi når det hele… men pludselig kunne jeg mærke sommerfuglene i maven. Det er pludselig meget tæt på.

Jeg glæder mig som et lille barn til dagen – ingen tvivl om det – men jeg glæder mig også til følelsen bagefter. Følelsen af, at nu har vi valgt – ikke bare for idag og imorgen – men for altid… Selvom 12½ år i sig selv giver en sikkerhed for, at det nok også går i morgen, er der alligevel noget i mig, der bliver rykket, fordi vi begge siger "ja".