Arbeit mach frei oder ..

Det er altså noget underligt noget – eller også er det bare nøjagtigt MIN arbejdsplads.

Når jeg er på arbejde, har jeg den umiskendelige fornemmelse, at jeg er født for at komme på arbejde. At jeg lever hele mit liv, for at gøre mit arbejde godt, punktligt og til fulde – og hver dag kommer det som en stor overraskelse for min "chef" at jeg faktisk har et andet liv, jeg gerne vil hjem til, når klokken nærmer sig fyraften. At jeg faktisk ikke har lyst til at blive hængene – som i en anden ungdomsklub.  

Jeg forstår ikke fornemmelsen. Hvad er det der gør, at eens arbejdsplads SKAL føles så utrolig vigtig i eens liv? Jeg har valgt min kæreste – jeg har valgt at ville gifte mig med ham. Jeg har valgt at få børn – og jeg vælger nærmest dagligt, hvad vi sammen bruger tiden til. Jeg valgte i tidernes morgen at gå til samtale på mit job – men derudover er det ikke mig, der længere vælger. Jeg kendte ikke kollegaerne – de fulgte ligesom med jobbet (Og ikke at der så er noget galt med dem – slet ikke!!). Jeg kendte ikke arbejdopgaverne – de lå der bare ligesom, da jeg begyndte mit arbejde. Og alligevel skal jeg omfavne det, som var det selve meningen med livet. Selve grundessensen. Og vælger jeg familie til en dag – (f.eks. fordi lillemanden er syg – og manden ikke kan tage over – hvilket han gør for det meste) og dermed arbejdet fra – har jeg denne umiskendelige fornemmelse i maven om, at jeg er en "forræder" at jeg svigter og ikke lever op til krav – jeg ikke selv har stille – og slet ikke sagt ja til at udfylde.

Jeg VED godt, at min arbejdsplads er speciel. Men følelser var der også på den gamle arbejdsplads.

Hvordan kan det være at min loyalitet i så høj grad ligger hos "pengene" frem for hos min familie? Jeg forstår ikke helt følelserne i mig på det punkt.