Aber, giraffer og tømmermænd

Aftalen var kl. 10.00 Vi skulle mødes foran Zoo og i fælles flok gå i Zoo. Da klokken var 8.00 var jeg ganske mat. Aftnen havde været en hel del mere hyggelig end først tiltænkt – og da jeg kom hjem, skulle hjernen lige bearbejde dagens indtryk – så søvnen kom sent.

Klokken 8. Det er et ukristeligt tidspunkt på en søndag. Min hoved værkede. Kl. 9 sendte jeg Dorthe en besked "Kommer ikke – Tømmermænd – Go tur" og lagde mig til at sove igen.

To timer senere ringede hun "Hva… Kommer du ikke alligevel?" og jo – de to timer havde fået mennesket frem i mig – så jeg pakkede bilen – og kom afsted.

Og det er jeg godt nok glad for, jeg fik gjort. Jeg fik mødt en masse af de mennesker, som jeg føler jeg kender ret godt, og alligevel aldrig har mødt. Der var egentligt ingen rigtige overraskelser - for jeg har fulgt deres liv gennem de sidste par år alle sammen – og set billeder af deres unger – og de var faktisk alle som jeg havde forventet: Søde og imødekommende.. og lige så velkendte, som forventet.

Jonathan moslede en halv time på legepladsen og tog derefter en lur. Efter luren var fanden gal i laksegade. For nu skulle Jonathan på opdagelsen. Af en eller anden grund er min knægt på ingen måde bange for at blive væk. Han går bare – langt længere væk, end moren kan lide. Jeg fik da også sagt til Dorthe mere end eeen gang, at jeg ikke fatter, at jeg fortsat er så overvægtigt med sådan en knægt. Der fik kom 30 sek imellem at han kom tilbage – og til han igen opdagede et eller andet interessant.

Særlig fedt var det at jagte duer. Som en anden lille hund var Jonathan af den overbevisning, at hvis han bare spænede hurtigt nok hen til duerne – SÅ ville han fange dem. Han prøvede RIGTIG mange gange – og hver gang med lige lidt succes. Det er altså også fejt, at de har vinger!

Jeg tror min lille dreng har drukket to liter væske idag. Det er ihvertfald der omkring. Der gik ikke et øjeblik, hvor han ikke enten sad med en vandflaske eller med en cola.

Og så var det idag, han besluttede sig for at komme til skade. Igen og igen og igen. Han startede med at få lidt kaffe ned af sig. Da skaden her var udbedret og timerne var gået, så besluttede han sig for at kravle op i et legehus – og så se om han ikke – som duerne kunne – flyve. Han ombestemte sig og kravlede pænt ned igen uden nogen problemer – men jeg nåede at få hjertet i en gale hals i desperat kamp, for at nå hen og have en teoretisk chance for at gribe ham, HVIS der skulle ske noget.

Derefter var det tåen, han stødte. Da jeg prøvede at se, om der var sket noget, mødte jeg synet af en SORT fod. Vi gik en tur på dametoilettet for at vaske fødder. Skaden var ikke størrer, end at det var væk, før vi nåede derned,- og der var ganske rigtigt intet af se under skidtet. På vej tilbage, tager jeg hans lille hånd, for at følges med ham. Og så kunne jeg ellers opgivende konstaterer at hånden var NØJAGTIGT lige så sort og beskidt som hans fødder havde været.

Derefter stod han helt stille – og 2 minutter senere havde han slået sin læbe .. sær dreng. Ikke om jeg begriber, hvordan det gik for sig – for han var ikke faldet eller noget!

Han overlevede 🙂 Og han var mæt af oplevelser, sol, vand og leg da han kom hjem. Det tog ikke lang tid at gå fra puslebordet til badet og derfra på hoved i seng. Trods uheld er der vist ingen tvivl om, at han har haft en mageløs dag. (Det har hans mor i hvertfald)