Jonathan elsker vores altan. Der er nu ikke noget at elske, for det er 1½ kvm rå beton. Vi har ikke mod på at sætte møbler op derude, da det derefter vil tage vores lillemand to sekundter at lære at flyve ud over altanen. Alligevel sidder han gerne på det rå betongulv og lader sine biler køre i lange rækker.
Og så har altanen tilsyneladende fået en ny funktion. En kost har jo sådan et dejligt langt skaft – så sådan en kan man jo godt vippe ud over kanten. Ivrig og lærenem som min søn er, skynder han sig derefter at hente mor og far, for at vise, at han nu har vippet husets to koste ud over altankanten – og at de nu ligger godt og trygt i beplantningen nedenfor.
Vi nåede faktisk ikke at hente dem, før et behjælpsomt menneske havde fjernet det.
Idag gjorde han det så igen. Denne gang havde kosten end ikke kosteskaft – men ud over kanten kom den alligevel – og mor blev hentet for at se Jonathans nyes påfund. Far moslede øjeblikkeligt ned for at hente den kuldsejlet kost, og Jonathan hvinede af fryd efterhånden som far fik arbejdet sig ind igennem tjørn og krat.
Det er svært at stå og være sur, når man egentligt er ved at falde sammen af grin.