Livet givet… eller ..

Jeg har spekuleret som en gal over, hvad der gør vores familie så anderledes end andres. Hvad det er der gør, at der er så milevid forskel mellem os og mennesker, der engang var tæt på os.

Jeg fandt hurtigt ud af, at det med at følge et spor og være på det spor resten af livet, aldrig har været mig. Jeg har meget respekt for mennesker der kan det der. Altså planlægge resten af deres liv som forholdsvis unge. Bestemme sig for en lang uddannelse og derefter leve resten af deres liv i følge den beslutning. Som f.eks. læger – en livslang uddannelse. Jeg kan huske presse fra da jeg var ung om, at jeg skulle have en uddannelse – og helst på universitetet. Dengang kom jeg aldrig rigtig igang – og idag er jeg glad for det. Først og fremmest fordi jeg kan se, at en meget langvarig uddannelse, også køre en ind i et spor for resten af livet – i en eller anden grad. Har man først brugt 25 år af sit liv på uddannelse – så er det klart, at den skal bruges. Årerne er brugt.

Jeg har det faktisk forholdvist godt ved ikke at vide, hvad fremtiden bringer. Måske er det godt – måske er det skidt. Men jeg har ligesom på forhånd accepteret, at jeg ikke kan planlægge resten af livet, uanset hvor meget jeg gerne ville. Børnene kommer ikke nødvendigvis, når man planlægger det, uddannelsen går ikke nødvendigvis som den skal og huset var måske alligevel ikke lige det.. ligesom manden kan skiftes ud.. eller man kan måske selv blive det.

Jeg er bange for, at hvis jeg lægger mig for fast på, hvordan resten af mit liv skal se ud, at jeg så bliver skuffet og ked, hvis det ikke lykkes. Og hvis det lykkes: AT jeg tager det som en selvfølge.

Jeg har en pensionsopsparing – som der bestemt er penge på – og der skal nok komme flere. Men jeg har ikke spekuleret specielt meget over den. Det venter jeg lige 10 – 15 år med at gøre for alvor. Hvem ved, måske bliver det aldrig nødvendigt? Eller måske vokser vores virksomhed sig så stor, at det ikke er noget, vi skal bekymre os over.. eller også bliver jeg bare lykkelig for den klat penge, jeg allerede har lagt til side.

Livet giver knubs undervejs. Og jeg tackler dem bedst, hvis fremtiden og mulighederne er åbne. Andre trives helt sikkert bedst i visheden om hvordan morgendagen ser ud. Jeg trives bedst ved at lade morgendagen forme sig imorgen.