Overarbejde

Der er ingen der beder mig om at blive. Ingen ville stoppe mig, hvis jeg gik. Men jeg forstår jo konsekvensen ved, at jeg går. Så er der ingen, der laver mit arbejder – og dermed vil fanden være løs imorgen – eller på mandag.. eller med weekenden.

Og det er ikke kun mig, der sidder der. Vi sidder der alle sammen – når klokken er 15 og når klokken er 16. Fredag nåede klokken at blive 18, før jeg kunne “tillade” mig at gå hjem.

Når jeg så kommer hjem, er jeg så smadret, at jeg slet ikke kan beskrive det med ord. Jeg vil bare sove.. slappe af – samtidigt med, at samvittigheden overfor familien – overfor hjemmet vælter op i mig. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke er jordens bedste mor.

Jeg prøvede forsigtigt at nævne det fredag. “Hvad er mine arbejdstider egentligt, hvis jeg eller kan blive færdig til tiden? Har jeg så fri kl. 13” Det ville hun ikke svare på.

Næste uge bliver jeg’nødt til at stoppe det. Jeg KAN Ikke mere. 1,5 måned, hvor livet har stået på standby, pg.a. et arbejde. 1,5 måned, hvor der ikke har været overskud til træning eller alle de ekstra ting, jeg gerne vil gøre for mine børn – for min mand – for vores familie.

Nu er det slut. Jeg fortæller min øverste chef på mandag – at han har købt mig i 37 timer – og ønsker han mere – så må han varsle det – og betale mig for det – eller give mig fri. Det var også aftalen i ansættelseskontrakten.

Tidspunktet er også rigtigt – for de kan stadig opsige mig i prøveperioden – så jeg “snyde” ikke min vej ind. Jeg er ærlig omkring, hvad jeg ønsker. Og jeg giver dem en mulighed for at bakke ud.

Hvor mange af jer arbejder over hver dag – uden at få ekstra betaling for det?