"Hvor mange mennesker bor der i en minimalstat" spørger den kloge unge bag i bilen i reklamen, mens hendes far bliver helt mærkelig i hovedet.
Min dejlige datter spørger også 1000 spørgsmål nu. "Hvorfor har vi et forsvar?" "Hvad er værnepligt?" "Hvad er tavshedspligt" og "Hvorfor stemmer vi?" Spørgsmålene er mange – og ikke mindst gode.
Jeg nyder dem – hver og een af dem. Jeg elsker at svare på dem. Jeg kan se på min dejlige velfungerende datter, at hendes base er i orden. Hun forstår verden omkring sig i grundtermer. Hendes far og jeg har gjort vores grundarbejde. Hun er et smuk skitseret maleri… men nu mangler hun farverne.
Dem skal hun i bund og grund selv pålægge maleriet. Og farverne består af den måde hun forstår sin omverden på. Der er mange, der hjælper hende med farverne. Skolen, hendes kammerater og hendes daglige oplevelser. Men blandt de mange, der hjælper hende, er jeg stadig en vigtig grundpille. Og jeg nyder, når jeg kan hjælpe hende med at sætte ting på plads. Hjælpe hende til at forstå, hvorfor verden er skruet sammen, som den er. Ikke at jeg forstår verden og al dens polimik..men jeg forstår de størrer termer. Mine erfaringer har givet mig noget at give videre.
Jeg elsker det blik hun får, når hun får sat endnu en grundpille på plads i sit indre. Når endnu et spørgsmål er stille – og besvaret tilfredsstillende. Og hun dermed får lagt endnu en farve på det maleri, der en dag ender med at blive et voksent og fuldendt maleri.
Jeg kan se hendes potientiale.. og jeg kan støtte hende i at finde sig selv. Jeg kan hjælpe hende med at farvelægge maleriet.
Det er da om noget en gave! Og kære verden: Der byder sig et stort potientiale – når min datter bliver så stor, at hun skal indtage verden. Jeg vil elske at se hende tage sin plads i verden.. om det så bliver som sygeplejeske, statsminister, læge, hjemmegående mor eller som kontornusser.
Tænk, at få lov at hjælpe et andet menneske med at finde sig egen unikke plads i verden. Det bliver da ikke meget størrer end det!