"HVEM er det der sidder der på fars stol" udbryder far meget vredladent – men samtidigt med jordens største smil på læben. Og Jonathan KLUK-LER – og holder på begge armlæn, mens han borer sig langt ned i "fars" stol.
Det er HVER dag – flere gange om dagen. Jonathan sætter sig i fars stol, alene for at få den reaktion – og han ELSKER det.
Det er det samme med bøgerne. Når vi kommer til hanen – og han peger på den, så har mor bare af at komme et med hanegal. Verden bryder nærmest sammen, hvis farmor eller en anden uviden person bare siger "Ja – det er en hane" Nej - DET går ikke.
Eller når vi læse Brandbilsbogen. På anden side skal bilerne holde for brandbilen. Jonathan skal stoppe bilerne med sin hånd, som han sætter foran billedet med bilen.. mens han siger "oooooooop" Jamen - så ER det bare!
Eller når Jonathan bliver skiftet. Så SKAL løven altså sige "WAAAAAAHHH" mens mor kilder Jonathan som en løver, der overfalder et lam. Det er sådan man gør det …. rigtigt.
Når vi cykler hjem fra vuggestuen, så skal vi sige som en bil hele vejen – med mindre vi griner – det er også ok. Når vi kommer til den lille bakke, skal jeg cykle i halvcirkler – og imens hulker Jonathan sammen af grin. Helt hvorfor det er så dejligt, ved jeg ikke helt 🙂
Ritualer er en måde for Jonathan at lære på – en måde at finde ud af ordnen i verden. Men først og fremmest er den en dejlig nem måde at kommunikerer med Jonathan på – for her er noget, han BESTEMT forstår.