Jeg har været inde og se et teaterstykke idag. Min datter prydede scenen som henholdvis trold og tyvetøs.. og hun forblændende scenen.. Ihvertfald så hun godt ud.
Og jeg blev fanget i en magisk verden iscenesat af en profesionel instruktør, der havde sat et stykke sammen, der var så magisk og samtidigt fortællende.
Vi fulgte H.C.Andersen fra han blev født – og mellem fortællingerne fra den hårde skole – og til at alle lyttede til ham – ser vi så historierne. Snedronningen og Den grimme ælling – Nattergalen og Store Klaus og Lille Klaus. Snedronningen med en masse statister og mange på scenen. Med mange smukke sange – og nattergalen lige så. Den grimme ælling som eet langt og meget meget sødt dansenummer – og store claus og lille claus som et "simpelt" stykke uden sang og uden alt for mange statister. Og forskelligheden i numrene – og forskelligheden i, hvordan H.C.Andersens liv blev præsenteret, gjorde stykket levende og dejligt – også selvom om min absolutte superstjerne kun prydede scenen i 1/10 del af stykke.. (Men HVILKEN en 10 del!!)
I virkeligeheden er dagens indlæg ikke kun om selve stykket - men også om alverdens skærmysler i forbindelse med teaterstykket – men jeg er så træt nu - så nu vil jeg gå i seng – og så kan jeg jo fortælle videre i morgen 🙂
Lyder som en helt fantastisk oplevelse, – glæder mig til at læse mere 🙂
(MÅTTE lige forbi din blog, selvom min mor er på besøg (og jeg bare nyyyyder det) og jeg egentlig slet ikke har tid til at være på nettet 🙂 )
Knus!