NU kan det da ikke blive meget værre..

Vi har haft to ubeskriveligt mørke år her hjemme. To år, hvor jeg VIRKELIG lærte, at man ALDRIG skal sige "Nu kan det da ikke blive værre" Uanset hvad, så kan det altid blive værre. En diagnose kan ændre sig til det værre, den kan krydres med fejl og mangler – og man kan vinde en fyring i bonus.

Vi trøstede os selv MANGE gange med at:

 "Nu kan det da ikke blive værre"

.."Nu kan det KUN gå fremad" Vi har sukket og taget arbejdshandskerne på, for nu ville det gå fremad. Typisk er der gået 14 dage til en måned, efter familien har erkendt dette, til endnu en dårlig nyhed kom farende. Men SÅÅ kunne det da ikke blive værre.

Jeg siger aldrig de ord højt mere..

De sidste seks måneder har tingene ændret sig i en hel anden retning. Vores virksomhed er gået frem. Nye venskaber er for alvor blevet til dybere venskaber… endnu bedre venskaber. (Og tak for det!) Vores børn har begge vist sig helt raske – og i aller højeste grad velfungerende og ikke mindst glade. Sandsynligheden for, at vores datter kommer sig 100% er ikke længere en drøm – eller et håb. Det er med høj sandsynlighed realitet. Vi står overfor et bryllup, der skal cementerer at vi 4 sammen kan ALT. Et bryllup, der lige nu tegner til at blive alt hvad jeg har drømt om i årevis.

Og bedst som jeg egentligt havde accepteret, at jeg skulle leve med at Jans succes også er min succes, dukkede et job op, som jeg end ikke havde søgt – men som alligevel faldt ned i skødet på mig.. Et job, hvor jeg har alle muligheder for at udvikle mig – og vise, hvad jeg kan.

De følgende ord, tør jeg bedre sige højt:

"Nu kan det da ikke blive meget bedre."