"Ja – altså du må MEGET undskylde, jeg virker lidt stresset – men jeg troede du ville komme kl. 8:45.. Så det håber jeg er okay" sagde min dejlige hudlæge, der skulle give mig laserbehandling i dag.
Vi var gået fejl af hinanden. Jeg havde skrevet 9:30 i min bog – og da jeg kom 9:10 troede jeg, at jeg havde oceaner af tid. Alene det, at hun tog sig tid til mig alligevel, blev jeg faktisk rigtig glad for!
"Vi ændrer din behandling, så hagen også kommer med" startede hun med at konkluderer. "Hvordan gik det sidst" Jeg forklarede hende, at inden af de bivirkninger, hun havde talt om, havde indtruffet – og at jeg mildest talt er lykkelig for resultatet, der er langt bedre, end jeg havde håbet på.
Jeg havde en meget rød acnearret næse efter en meget voldsom acneudbrud, før jeg blev gravid – under og efter. Min næse nærmest lyste rummet op. Jeg er faktisk ikke så kosmetisk orienteret – men jeg var ked af, at der var mennesker, der ikke kunne se forskel på acnear – og en alkotud. Det var min hudlæge, der i tidernes morgen forklarede mig, at han meget gerne ville give mig en gang laserbehandling, efter en medicinsk behandling - og nu har jeg været til behandling to gange. En behandling, der alene er kostmetisk – men som jeg bestemt er lykkelig for, alligevel er dækket af sygesikringen. Sådan en rød næse er ikke morsom at løbe rundt med.
Min laserbehandlende hudlæge er venligheden og forståelse selv. Og efter vores møde med hospitalsvæsnet med fejlbehandling af min datter – og nogle meget voldsomme oplevelser med, hvor stift hospitalsvæsnet kan være, var jeg mildest talt på barrikaderne, allerede inden jeg mødte hende. Men hendes måde at tale på, hendes måde at tage mig og min situation seriøst på, har vendt mig 110 grader. Jeg føler virkerlig, jeg er i trygge og kompetente hænder – og ikke mindst: Hænder, der vil mig det bedste. En forfriskende og ny følelse :-)
"Jeg er glad for, du kunne tage mig alligevel trods tidsbøffen" sagde jeg, med jakken over armen og på vej ud af døren.
"Jeg er glad for du kom" sagde hun smilende, da jeg forlod hende – og jeg smilede og tænke – "Ja – det kunne sgu lige ligne dig!"