Hospitaler, læger og sygdom

Jeg vænner mig aldrig til tanken helt, tror jeg.

På en eller anden måde, så det at komme på hospitalet, har den psykiske effekt på mig, at jeg ligesom "overgiver" sygdommene – ansvarene til dem - og træder tilbage. Jeg forventer, at nu har jeg kæmpet mine kampe – gjort mit – og nu – for en stund,- tager de ansvar og fikser det hele igen.

Men jeg glemmer hele tiden at have respekt for det faktum, at jeg selv er den klogeste. At jeg ved mest om hvordan min søde datter har det. Og at lægerne – der er så hjælpsomme og prøver så meget at forstå – ikke kan gennemskue problematikken til bunds i en konsultation på 45 minutter - og derfor kun kan hjælpe, ud fra deres prøveresultater og deres observationer.

Det ultimative vil altid være, at jeg eller min datter ,når hun bliver gammel nok, tager det overordnet ansvar – og bruger behandlere og læger, som rettetråde. Vurderer hvert enket råd – og går den vej, vi har behov for.

For hver gang vi besøger en læge eller en behandler, bliver dette mere tydeligt.

Og måske er det en del af det, at blive voksen. At erkende, at lægen – trods hans dygtighed, erfaring og medmenneskelige forståelse, ikke kan tage ansvar for mere og andet end nøjagtigt den behandling, han nu engang har givet. Ansvaret for den overordnet velbefindende er og bliver mig.