Det er ikke mange år siden, jeg var dybt, dybt imod børn skal have mobiltelefoner. Idag har jeg købt een til min datter.
For år siden så jeg den som endnu en mulighed for forældre, at kontrolerer deres børn. Endnu en mulighed for ikke at give børnene frie tøjler. Børn af idag lever utrolig beskyttet – og indelukket. Hegnet både omkring vuggestuen og børnehaven ville kunne holde løver inde. Efterfølgende i miniklubben er sikkerheden i top. Børn får dårligt lov til at cykle hjem til hinanden eller i det helet taget have lidt frihed – den frihed, der skal gøre dem mere modne – og mere forstående overfor hvordan verden hænger sammen. Jeg så mobiltelefonen som endnu en hundesnor i ungerne. Kollegaer fortalte om, hvordan de brugte telefonerne til at få børnene til at ringe to-tre og fire gange til og fra en sportsting – eller hjem til en veninde. "Så mor ved hvor du er"
Mine børn skal sættes fri. Jeg ved godt, at der er mere trafik, end i min barndom – mere farligt end i min barndom – men ikke desto mindre har jeg en datter, der om sølle 9 år skal begå sig i den verden, hun så effektivt lukkes ude fra ved hegn og voksenkontrol.
Men netop det kan telefonen jo også bruges til. Når hun har den, har hun flere muligheder for at komme omkring på egen hånd – og går noget galt – går ALT galt, kan hun altid ringe – og få hjælp. Det er jo reelt mit valg, om jeg vil insisterer på kontrolopkald i tide og utide – eller om jeg vil lade telefonen være den, der gør, at hun kan lidt mere – tør lidt mere – fordi HVIS noget sker – så kan telefonen bruges.
Jeg vælger det sidste.