Han hedder Hannes

Hans billed har været i min mailboks 4 gange i dag – hver gang med en bøn fra et menneske i den anden ende: Se godt på ham.. Vi MÅ kunne hjælpes ad – og hjælpe ham hjem. Han er fundet på et hospital i Phuket – og han er blevet væk fra sine forældre. En ydmyg e-mailadresse til et hospital i phuket er vedhæftet.

Første gang jeg så billedet, blev jeg helt ødelagt indeni. Stakkels stakkels knægt. Heldigvis var der en venlig sjæl, der sendte en mail lidt senere med dette link med til TV2-nyhederne – og senere til Ekstra Bladet artikel om Hannes – der HAR fundet hjem til sin far. Hans moster fandt ham her – på internettet.

Jeg er ikke den første med den klump i halsen – Hannes billed har vist rørt rigtig mange mennesker – og her var muligheden for at hjælpe.. ved noget så simpelt som at sende billedet videre.. og håbe på – at en, der kender en, der kender en, der kende en til sidst ville ende op med at kende drengen. Tænk – her var endelig en mulighed for at gøre noget konkret – når vi nu HAR lænset dankortet for penge.

Tilbage sidder jeg med jordes største og mest forfærdelige fornemmelse i maven. Flyet fra Bangkok indeholdte ikke de tre mennesker, vi mangler. Men hvad kan jeg gøre? Hvordan kan jeg hjælpe? Hvordan kan jeg starte en internet-lavine, der kan ende op med at tre mennesker finder hjem? Problemet er bare, at selv verdens største lavine af e-mails ikke vil kunne hjælpe – hvis myndighederne har ret.