Jonathan er vågnet – han græder. Måske fordi han har drømt noget uhyggeligt.. måske fordi han ikke finde vej i nattens mørke..
Far tager ham op i sengen – lægger ham i midten. Jonathan finder ikke ro. Jeg holder ham i hånden og aer ham blidt. “Lille og sød – dejlig og blød” begynder jeg.. mens Jonathan græder lidt endnu “ligger du i mine arme” Fornemmelsen af min stemme, bundfalder i Jonathan. Han bliver mere tryg – og forventningsfuld om, at der kommer mere.. “Jeg er hos dig – du er hos mig” Jonathans klynker nu kun “Verden ka buldre og larme” og jeg fortsætter med den vished, at min stemme – min tilstedeværelse betyder alt for min søn.
“Lille og sød – dejlig og blød” Jonathan ligger nu og slapper helt af. Det væmmelige er væk – og nu er kun kontakten til min hånd – og forventningen om at jeg bliver – at jeg er lige der. “ligger du her på min mave” Hans puls falder.. Jeg kan gennem mørket fornemme, hvordan hjertet slår roligere og mere rytmisk, for hver tone, jeg synger “Du er hos mig – Jeg er hos dig” Han falder helt hen “Du er et under en gave.”
Hans lille hånd falder. Jeg kan mærke min søn sover