Jobsamtalen

“Kan du komme til samtale torsdag?” spurgte hun i den anden ende. Og jeg var da helt oppe og køre – det skal jeg da rent indrømme.

Dette var min 3. samtale. Den første endte med to samtaler – hvoraf den sidste var med test og hele molevitten. De vragede mig fordi jeg var “for livlig” i forhold til resten af kontoret.

Den anden var i forsvaret – hvor jeg reelt ikke ville have jobbet, da lønnen lå omkring 10.000 kr under, hvad jeg forlangte.

Og nu ringede hende her. Jeg skrev som en gal på min lille lap, mens jeg smilede for mig selv.

15 ansøgninger havde jeg skrevet. En havde ham, der kysser så fantastisk fået mig til at skrive. Det job havde jeg sådan set afskrevet på forhånd. Han det kysser så fantastisk har så høje tanker om, hvor fantastisk, jeg er – så han bad mig søge et job på Christiansborg. Men de 14 andre.. jo – ansøgningerne var gode – og der var allerede 2 samtaler ud af de 14. Og nu sad jeg her og talte med samtale nummer tre.

“Klokken 14:30 – jamen jeg er der” sagde jeg til den godt stressede dame i den anden ende.

Jeg brugte hele aftnen på at læse mit PHP op. Det var et firma i Ballerup, der kunne give mig en tranieestilling – en glimrende startsstilling for mig. Tøjet blev lagt frem. IT virksomhed – hvad har man så på? Jeg valgte at cykle derud – med 1 time at løbe på, så jeg var sikker på, at jeg kunne “svede af” og kunne vaske mig lidt, før jeg skulle ind.

Jeg sad i busstoppestedet og lavede åndedrætsøvelser, mens jeg for mit indre blik gennemgik samtalens forløb. Da jeg er helt og aldeles parat, går jeg hen til indgangen og præsenterede mig for receptionisten.

“Jeg har en samtale hos Karen” forklare jeg den flinke receptionist. “Sådan en har vi slet ikke her i firmaet” svarede hun meget forvirret. Jeg bliver sådan lidt – overbærende agtig.. “Prøv nu at høre her – jeg skal til samtale hos hende om 10 minutter.. ” Men receptionisten mente nu, at hun ikke havde en Karen – og hun kaldte på sin chef. Chefen kom ned – og jeg forklarede, at jeg skulle til samtale. “Vi har godt nok en samtale på den stilling idag – men det er en mand” forklarede han. Han virkde oprigtig ked af det på mine vegne.

Jeg fattede ingenting. Og gik derfor ud. Karen havde ringet på mit mobilnummer, så jeg kunne da ringe til hende. Jeg ringede hende op og fik hende straks i røret. “Hvilken indgang står du ved??” spurgte hun, uden tvivl med hensigten at hente mig.

Jeg kiggede mig forvirret rundt. Jeg stod foran en mindre bygning med kun en eneste indgang. Jeg rystede let på hovedet over hende.. da jeg sagde “HOVEDindgangen” for ligesom at lægge den op. Hvad kunne der være at tage fejl af der?

“Jamen – hovedindgangen – er det så ved Christiansborgs slotsplads?”

Se – først der fattede jeg det.

Og jeg kan ikke beskrive nøjagtigt hvor højt jeg bandede. Virksomhedernes forkortelse havde mindet om hinanden – og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestille mig – nogensinde – at de ville ringe fra Christiansborg. Det job søgte jeg KUN fordi jeg blev presset. Det var jobbet over alle jobs – men jeg anså mig selv for værende langt under niveau. Og nu sad hun her i røret og fortalte mig, at det vitterligt VAR det job, jeg skulle have været til samtale til nu.

PIS OS – at stå i Ballerup, når man skal være til samtale på Christiansborg!!!

“Kan jeg ikke få en chance?” bad jeg ydmygende. “Har I NOGENSOMHELST muligheder for at se mig senere. Jeg er åben for hvad som helst” tiggede jeg – vel vidende at toget var kørt.

“Jo – jamen.. Jeg taler lige med de andre.” 5 minutter efter var der gode nyheder. “Du kan komme kl. 17” sagde hun.

Jeg tonsede min cykel ned til den nærmeste station – og væltede ind i det første og bedste tog. Jeg ringede som besat til alle og enhver for at sørge for, at alle børn blev hentet – og ikke mindst passet – trods min samtale. Jeg sprayede deo på – og glattede hår i toget.. og da jeg stod af, spænede jeg hen til den nærmeste Internetcafe og brugte 20 minutter på at gennemlæse ALT hvad der stod på deres hjemmeside. Derefter drog jeg til Christiansborg – hvor jeg sørgede for at være minimum 25 minutter før tiden.

“Vi må jo bare accepterer, at det er en prøve på at gå til samtale” prøvede kæresten at trøste mig med, da jeg havde sagt “Pis oss'” 12 gange i telefonen. “Næste gang beder du om, at de sender dig en mail Så du har lært noget”.

Jeg kunne slet ikke tænke på andet, end at jeg havde glippet ikke et job – men TO.. For dem i Ballerup ville da aldrig ansætte mig efter jeg stod der og forklarede dem, at jeg skulle til samtale !!

Jeg var derfor ganske afklaret, da jeg blev hentet. Jeg vidste godt, at jeg ikke ville få jobbet – men nu ville jeg tage samtalen. Det kan man ikke få øvet sig nok på.

“Jeg er altså virkelig ked af det” forklarede jeg på vej af op trapperne. “Åh.. Det går nok” svarede hende, der hentede mig med et stort og varmt smil.

Chok nummer to kom så, da hun åbnede døren til det værelse, hvori vi skulle holde samtalen. Det var ikke bare een, der havde misset aftensmaden for at holde samtale med mig, der ikke kunne kende forskel på Ballerup og København. Der sad 5 mand høj!!

Jeg tog en dyb indånding og startede samtalen med oprigtigt at undskylde misforståelsen. Der blev smilet lidt – og vi snakkede lidt om, hvor voldsomt galt af sted man kan komme.. Og så gik samtalen igang.

Desto længere ind i samtalen vi kom, desto mere bandede jeg indeni. Jeg havde overvurderet jobbet.. Dette var nøjagtigt det job, der ville være helt og aldeles perfekt til mig!! Øv osse – at jeg nu havde udelukket mig selv.

Eneste gang, jeg hoppede ud af “samtalerollen” var, da der blev spurgt “Hvordan har du så forberedt dig til denne samtale?” Der kom jeg altså til at grine .. og måtte ydmygt forklare, at forberedelsen bestod af 20 minutter intensiv læsning på en tilfældig netcafe.  

På vej ned af trapperne igen, beklagede jeg mig til hende, der fulgte mig ned. “Hvor er jeg dog ked af, at jeg sådan ødelagde min egen chance” forklarede jeg. Hun smilede bare. “Jeg tror ikke, du skal tage det så tungt,” sagde hun. “Det, at du sådan kan stille op med to en halv times varsel, tager vi nok mere, som om du er omstillingsparat.” Jeg var ved at flække af grin indeni mig selv.. Omstillingsparat. Sådan havde jeg ikke lige tænkt over det. Tænk om min dansklærer havde kunne se på mine konstante forsinkelser med samme mine. “Omstillingsparat.”

Jeg var mildest talt ude af mig selv, da de ringede nogle dage efter.

For jeg fik jobbet!!!!

Hvordan det så føltes at møde første dag på arbejde – og allerede være kendt som hende, der kommer 2½ time forsent – er så en helt anden snak.

Og jeg kan røbe: Jobbet er nøjagtigt så spændende, som jeg havde drømt om – og lidt til!