Jonathans arme og fingrer er vokset… lige præcis de to ½ centimeter, han manglede for at kunne få det yderste fingerled til at kringe sig rundt om dørhåndtaget mens Jonathan balancerer på det yderste af sine tåspidser.. Og krafterne til så efterfølgende at hive ned, er i den grad til stede.
Så nu er der officielt intet sted i huset, min søn ikke kan være. Og eftersom han kravler op overalt (Vi nævner her i flæng kaffemaskiner, vinduer og fars arbejdsplads) så kræver det sin mand at være mor til Jonathan nu.. For selvom han forstå "nej" – så forstår han det kun sådan, at det nok bare betyder, at han ikke må….indtil næste gang han prøver.
Kære Pernille
Du aner ikke hvor begejstret jeg blev da jeg pludselig fik adgang til dine nørklerier…Guderne må vide hvorfor det skulle være så svært, men mon ikke pc`ens alder og stand snart kan bebrejdes. Nu vil jeg sætte mig tilbage og følge op på Jonathans hverdag som indtil videre er meget lig Amalies….puha, stadig rart at vide at man ikke er alene…Knus til jer. Inge-Merete og Amalie