18 måneder – Så forskellige slags tid i et supermarked

Når Jonathan og jeg går ned og handler – er det tydeligt, at der er to slags tid.

Jeg er stor tilhænger af, at Jonathan skal have lov til at gå selv, når han kan. Dette betyder at min knægt leger gemmeleg bag kiksehylden og løber hvinende ned gennem mælkegangen. Nogengange betyder det, at han leger “hamserhjul” med mor lige i hælene rundt om køddisken – og moren får meget hurtigt følt – på sådan en almindelige indkøbstur, at dagens 30 minutter med højere puls er opnået. Hans største kærlighed er kurvevognen, når den er tom. Han elsker at fræse halvdelen af butikken igennem med moren lige i hælende, der hele tiden siger “Nej – Jonathan – den skal TILBAGE” (Endnu een af de slags lyder Jonathans øre tilsyneladende ikke registererer)

Når jeg går i byen kl. 12, kommer vi dårligt ind af butikken, før Jonathan har fundet sin første benudre. “Sikke en dejlige dreng” er en sætning, jeg hører mere end 10 gange – sådan en hverdag kl. 12. Og se – DER er en sætning knægtens øre GODT kan registerer. For han stiller sig op foran damen – blinker lidt ekstra kækt og smiler. Er han ved at miste kontakten – krydderer han den med et “Haiii”…

Køen er et kapitel for sig. Der er jo næsten ingen – og nogengange er det lige før kasseapperatet går helt i stå, fordi vi LIGE må stå og snakke lidt.. Vende hverdagen. Normalt får man lov til at springe over – hvis man vil for “Han vil da vist gerne videre – din søn”. Nogen gange stiller en dame sig på tværs, så Jonathan ikke kan komme. Og hun smiler til mig og fortæller om hendes søn – der nu er 46… for han var også sådan en lille rod, da han var lille.

Gamle damer stopper tit deres gamle mænd – og peger efter min Jonahtan “Se… Sikke en dejlig knægt” siger de …. kl. 12

Købmanden griner, når Jonathan kommer knaldende rundt om hjørnet. “Han er en værrer krudtugle” siger han og fortsætter med at sætte de nye juleserivetter op. Og jeg smiler – føler mig let om hjertet – og stormer efter min motionshungrende søn.

Men så er det klokken bliver 17-18 stykker. Og nu er indkøbsturen pludselig noget helt andet. Jonathan er tydeligvis i vejen nærmest lige gyldigt, hvor han beslutter sig for at være. Alle andre børn sidder i vognen… hvilket bestemt også er det mest praktiske. Nogen børn sender Jonathan og hans frihed lange øjne – men de fleste børn i vognene ser bare trætte ud efter en lang dag.

Folk ser skævt til min søn kl. 17-18 stykker.. Og når de har set skævt til ham – stirrer de på mig! “Så styr dog din unge!” siger blikkene – ikke spor venligt. Normalt når vi kun ned til mælken, før jeg opgiver. Jeg kan mærke irritationen i min. Jeg kan mærke, at jeg bliver irriterede, hvis damen før mig står lidt for længe foran mælken, så jeg ikke kan komme til. Jonathan kommer i klapvognen – og bliver spændt fast – hvilket han IKKE er enig med mig i, er en god ide. Han græder ikke meget – men et klynk er nok. Når folk går forbi min Jonathan kigger de på ham, som om han er en møjunge, der skal opfører sig ordentligt.

Og jeg kan mærke, jeg ikke har overskud til, at høre på gråd og hysteri. Tænker mit, når jeg går forbi moren, der taler til drengen, der ligger ned i chokoladegangen – men hovedet i gulvet – og hænderne knyttede – skrigende af raseri. Eller pigen, der sidder i vognen – og hvis ansigt bare er et stort hul af mund,- der bare skriger…

Køen er styg. Jonathan er sjældent den eneste fastspændte dreng i køen. Jeg har oplevet flere gange af en eller anden tilfældig mand på 34 – uden børn, da synes min klapvogn fyldte lige vel meget – så han kunne da godt lidt komme ind foran. Og mit blodtryk kl. 17-18 stykker er så forhøjet, så når jeg siger til ham, at jeg ALTSÅ kom først, så ved jeg godt, at jeg er rød i hovedet – og irriteret…

Tænk hvad det ville gøre ved os alle sammen, hvis vi altid kunne leve som om klokken er 12!!!!!!!!!!!!!