Jonathan og jeg var rullet en tur til Ballerup. Jeg havde fastet for at få taget blodprøver, så da de var taget, meldte sulten sig ret alvorligt. Udbudet af mad i Ballerup var – hvad jeg lige kunne overskue – mest noget med meget fedt og noget jeg ikke fandt rigtig tiltalende – så var jeg det jeg kom i tanke om en genial ting. Ballerup bibliotek har indrettet en lille cafe – der hvor man ellers har tidsskrifter .. Så der kan man i ro og mag nyde en porretærte, en bolle og en kop kaffe – mens man læser de sidste ny månedsblade – og dagens aviser.
Jonathan kom i babystolen – og som han altid er – var han glad og tilfreds. Jeg købte en bolle til ham, som jeg brækkede af i mange bidder – og så var damen så flink, at jeg fik lov at købe et glas mælk – selvom det vist ikke var meningen, at mælken skulle sælges på den måde. Og så sad jeg ellers der med Politiken, Illustrede videnskab, en porretærte og en kop cacao… og en knægt, der sad og bed til bollen.. veltilpas og glad.
Sådan sad vi længe – Jonathan og mig. Jeg læste lidt – og rejste hovedet – for lige at smile lidt til Jonthan – eller give ham lidt mælk… eller lidt mere bolle..
Og så var det, at der kom en mand over .. "Undskyld" startede han venligt "Hvor gammel er drenge? Vi har et lille væddemål" Jeg smilede høfligt tilbage – og fortalte, at Jonathan lige var rundet de 11 måneder. Dertil smilede manden.. Jeg formoder han vandt væddemålet. Men han blev stående og fik øjnkontakt til en storsmilende Jonathan. "Han er godt nok mild" fortsatte manden.. "Ja" smilede jeg – og kunne mærke varmen indeni – for min Jonathan ER mild.. "Og han spiser SÅ pænt.. Man skulle næsten tro, han var voksen" .. Se her blev jeg lidt forvirret – og fik set ned på gulvet. Ganske rigtigt.. Der lå slet ikke noget.. Ok.. Det, at knægten spiser pænt er altså ikke ligefrem hverdagskost .. men man må jo sole sig, hvor man kan..
Manden stod sådan længe. Fortalte, at han har børnebørn.. Fortalte, at jeg skulle nyde Jonathan – at tiden forsvinder.. Fortalte, at han syntes at netop MIN Jonathan virkede om muligt endnu dejligere end alle andre børn.
Og jeg solede mig. Og undrede mig lidt..
Hvad solede jeg mig over? Jeg tror, jeg solede mig over, det at andre kan se, at min søn er dejlig. For GU er han dejlig. Men her stod en mand og var VÆK i ham. Næsten ligeså meget væk, som jeg kan være i ham. Han stod der, og sagde, at min søn var velopdragen, ordenligt, sød og charmerende. Kvik og frisk.. En rigtig dreng.
Jeg ved sgu da godt, at Jonahtan ikke er et hak bedre opdraget end 99,9% af alle de andre skønne unger herinde. Jeg ved da godt, at vi alle sammen er gode opdragere – og at det altså er voldsomt begrænset, hvor meget "opdragelse" de har fået, når de kun er 11 måneder. Det eneste, man med sikkerhed kan sige at de har fået, er vel reelt tryghed og kærlighed.. Ro og plads til at udvikles på. Men lige der valgte jeg at tro på, at det manden mente var, at min søn er sød og mild og god – fordi han er tryg – og har det godt..
Og så var det jeg kom til at se på min søn: Han ER tryg. De første 11 måneder har vi klaret til UG – for knægten stortrives.