“Har ud hørt det” sagde han hen over hvidvinen og sushien. “Hørt hvad” tænkte jeg – og regnede med en sladderhistorie fra dagens Danmark. “Ja altså DØRKLOKKEN” forklarede han.
Jeg smilede for mig selv – rejste mig, åbnede døren og ringede på klokken. “DING DONG” sagde klokken prægtigt – og nøjagtigt som den var beregnet til. Jeg smilede over hele fem-øren.
Det er godt nok skønt at være tilbage på “Punkt 1” og måske er der længere levetid i en ingeniørs evner til at “gøre-det-selv” i forhold til en håndværker.
Uanset hvad – så står ham min kæreste lige nu og forsøger sig med at hænge mere op i stuen.