Det går stærkt nu.
Så jeg vil lige tegne et øjebliksbilled, så jeg har noget at holde fast i – mens tiden river og flår for at få min søn til at lærer det næste og det næste – og det næste.
Jonathan kravler nu – overalt. Og han er god til det. Han har flere hastigheder, han kravler med. Dagen efter, han rigtig kravlede (8 måneder nøjagtigt) satte han sig også op – så det gør han hele tiden nu.. Kravler lidt – og sætter sig. Han har efterhånden godt styr på "lemmerne". Sammen dag, som han satte sig – begyndte han også at prøve at rejse sig. Idag er den en hverdagsbegivenhed. Hvis der er noget, at stå op af, så står man – frem for at sidde. Det bedste sted i verden at stå er ved storesøsters seng. Der er nemlig en stor sandsynlighed for, at sengen indeholder eet styk storesøster, der herefter vil sætte himmel og jord i bevægelse for at underholde sin stående lillebror. Jonathan bliver bedre og bedre til at sætte sig igen – men det er med en vis nervøsitet – for der ER jo efterhånden langt ned.
Jonathan kommer når jeg kalder. På den ene side er jeg glad for, at han reagerer på sit navn. Men på den anden side : Så længe han kravler, virker det nærmest som når man kalder på en hund. Det virker også på samme måde, for får Jonathan øje på en sommerfugl eller en flaske på vejen, så glemmer han alt omkring sig – og koncenterer sig om nyopdagelsen i stedet. Vi prøver det med at kalde primært til frokost.Når alt er på bordet, kalder jeg – og så kommer han stavrende fra køkkenet. Når han er cirka halvvejs, opdager jeg normalt, at der er et eller andet jeg har glemt – og uden at tænke over det, går jeg lige ud i køkkenet for at hente det. Og SÅ blive miniherreren vred. Nu har jeg kaldt på ham – og han er kommet – så skal jeg IKKE gå tilbage til udgangspunktet.
Jonathan er en glad dreng. Han griner meget og ofte. Særligt, hvis man kaster ham op og ned – men de særeste ting kan udløse latter og smil hos knægten. F.eks. skal man bare sige "biiip" så er den hjemme.
Vi har længe arbejdet med at vinke – og nu har han fanget den. Han vinker med armen og resten af kroppen, hver gang nogen siger "vinke vinke" – og så smiler han over hele hovedet "Hej mor – jeg forstå, jeg forstå"
Og så har knægten fået sin første tand. Det er nu godt 14 dage siden farmor stak fingeren ind i munden på knægten og sagde "Av for helv.. han har jo fået tand". Det havde vi andre vidst i et par dage – men ikke hvad den kunne bruges til 🙂