Wii feber

I november måned gik fanden i mig.

For en års tid eller to tilbage, kom en veninde forbi med børn og mand. “Du bliver altså nødt til at prøve dette her” sagde hun – og opsatte et styk Wii konsol i min stue.

Og jeg blev bidt øjeblikkeligt. Det tog mig ikke mange øjeblikke, at opdage, hvorfor de kalder det for en “Wii”.. Det er ganske enkelt det, man hele tiden kommer til at sige, mens man spiller. Jeg slog grinende min daværende mand  i gulvet i boksning – og min datter og jeg spillede bowling til den store guldmedalje. Da jeg dagen efter kunne mærke hvordan min bowlingarm var brugt, vidste jeg det: Jeg ville også have en Wii.

Pengene har så ikke ligefrem været noget, jeg havde i overflod – men i november skulle det være.. NU havde vi ventet længe nok.

Jeg købte Fitt, nu når jeg var igang – og Mario Kart.

Fitt blev min datter og jeg hurtigt bidt af – både den seriøse del, hvor man træner Yoga og styrketræning. Det virker.. ingen tvivl om det. Den anden del – balancespillene og aerobicspillene var noget mere useriøse – men på en eller anden magisk måde, får spillene alligevel een til at mosle og tonse derud af. “Det er altså ikke til børnene” forklarede jeg min stedsøn R, da han ville prøve. Han fik pænt Mario Kart rattet i hånden med besked om at spille det.

Men det skulle hurtigt vise sig nøjagtigt hvor meget jeg tog fejl. Da jeg rigtigt kom i gang med balancespillene, opdagede jeg nøjagtigt, hvor meget spillene netop er til en lille spillefreak som min dejlige lånesøn R.

R. ELSKER at spille almindelige computerspil. Og nu var der pludselig en mulighed for at hive ham væk fra PCen og få ham til at bruge alle muskler i hans lille krop.

Han gik til den. Han gik til den i en grad, så jeg til sidst måtte sige til Morten, at HVIS knægten dagen efter klagede over mavesmerter, så måtte Morten lige tage i betragtning at knægten var gået fra absolut ingen maveøvelser – til på een dag at have “lavet hulahopringøvelser” i over 30 minutter. Jeg så måbende til – for mine mavemuskler kan MILDEST talt godt mærke 10 minutters hullahopringsmosleri.

Vi murede os ind i vores lille Wii verden.

Een dag kom jeg ind af døren til den herligste latter i hele verden. Storesøster havde hentet lillebror fra børnehave – og nu sad lillebror og spillede Mario Kart.. “Moar – kom og SE” skreg han glædesstrålende. “Se – jeg bliver helt FLAD” – sagde han med et stort smil, mens han kørte sin bil ind under den forhindring, det var meningen, han skulle langt uden om. “BANG” sagde det, da et stort stenansigt gjorde den stakkels bil helt og aldeles flad – og min søn hulkede af grin, så tårerne løb ned af hans dejlige buttede kinder.

Hvad kan jeg sige? Jeg er vild med vores Wii.

Vores lille spillefugl, der normalt sidder helt stille foran skærmen har pludselig fundet udfordringer i kroppen.

Min datter, der ikke altid er frisk på en cykeltur, når vejret er alt for koldt, har fået en mulighed for at træne alligevel.

Min søn, der egentligt ikke er så meget til spil, kan pludselig sidde og kører biler hen over skærmen i et væk.

Og jeg.. se – når alle de andre har fået spillet deres spil, lister jeg mig ind i stuen og dyrker lidt boksning – eller stepper lidt op og ned.

Wii er fremtiden – fordi man kan få brugt nogle muskler og få lavet noget bevægelse undervejs – frem for at sidde passivt foran skærmen.. Og jeg elsker min Wii.