Øv øv øv. Min datter måtte en tur til lægen, for 40 i feber tør jeg alligevel ikke lade hende have 3 dage i træk. Det, jeg troede ville være en feberfri dag – hvor farmor kunne passe hende – og Jonathan og jeg tage til NetTøseFnidderCafeTur, blev til en "Jeg er så DÅRLIG" dag for min datter.
Så her er et referat af MIN NetTøseFnidderCafeTur..
Kl. 10:00: Se, det er tidspunktet for, hvornår jeg skulle ud af døren. Her ville min dejlige klatøjet søn komme i sin barnvogn, og vi ville sammen finde toget. I toget ville vi sidde og hyggesnakke indtil Jonathan faldt i søvn.
Virkelighedens kl. 10:00 så sådan ud: Jeg hentede endnu en rulle køkkenrulle og prøver at hjælpe min stakkels sveddrevne og meget snottede pige af med al vand i ansigtet – hvilket er lidt af en bedrift, eftersom det løber fra alle vejne i ansigtet. Tårer, snot og almindelig sved blander sig i en pærevælling. Jonathan er bare almindelig umuligt, fordi han ikke har sovet hele natten.. (Surprise: Hvordan tror du så JEG har det 🙂 )
kl. 11:00 Havde jeg forestillet mig, at stille Jonathan – inkl. barnevogn i en gårdhave eller lign. mens jeg går ind og siger hej til alle tøserne.. Rundt om mig er alle de søde piger fra min terminsgruppe.. Nogle med deres børn på skødet – andre med deres børn på legetæpper på gulvet. Alle børnene er blevet SÅ store – og jeg ser straks at lille Christoffer nu slet ikke er så lille mere.. som han ligger der og tager styringen på legegulvet sammen med Erik. Og Iris, der ser til fra den sikre sidelinie – Mors arm 🙂
Virkelighedens klokken 11:00: Efter at have lagt Jonathan til at sove, lavet kaffe til svigermor, ryddet op på gulvet – bare sådan at vi kan holde ud af være her må jeg give min stakkels karkludsslatne datter en jakke på og et par sko. Allerede da vi står udenfor opgangen kan jeg mærke på hende, at hun nok ikke orker at gå hele vejen – så 10 meter længere nede af gaden, placerer jeg hende på nogle trappetrin – og tager hende i favnen. Min "lille" datter på 25 kilo føles pludselig ikke så "lille" mere. Lægen ligger gudskelov kun 250 meter fra vores hjem.
Klokken 11:15 havde jeg forestillet mig, at jeg skulle have en kop kaffe. Fordi Jonathan sover, kunne jeg lige nupper mig lidt af den lækre buffet fyldt med dejlig brunch. Baconen ser indbydende ud – og jeg forestiller mig, at der er små yougurter med honning – og måske noget godt brød og scramplet æg. Allerede her – 15 minutter efter ankomsten – går snakken.. og jeg griner og nyder at være sammen med ligesindet.
Virkeligheden kl. 11:15: Vi bliver stuvet ind i et venteværelse med ½-delen af denne lille bys børn. Alle som en har de fraværende blikke, febersvedne pander og røde kinder.. Nøjagtigt som min datter. Jeg har trods alt været snu. Jeg ved, at enten må det være influenza (og siddende i det venteværelse er jeg sådan set ikke i tvivl mere) eller også er det streptokokker – så vi har bestilt tid til podning hos sygeplejersken. Alle de andre unger venter på lægen i en åben konsultation – så vi er de sidst ankomne – og de første, der bliver ekspedieret. Min stakkels og bestemt ikke modige datter (når det drejer sig om "prøver" og sådan noget hos læger og sygeplejersker) får stukket en vatpind ned til sine mandler. Hun græder sin modige – og meget varme febertårer og får et klistermærke som belønning. Moren håber på halsbetændelse. Det kan behandles – og det smitter ikke… Men heldet er tilsynesladende med de tossede – og vi er åbenbart ikke tossede nok – for der var IKKE bingo. Min store pige har influenza… sådan en af slagsnene, der smitter. Behøver jeg fortælle, at jeg næsten med det samme kunne mærke en mathed i musklerne – og en varme på panden?
Kl. 12:00 Ser her forestiller jeg mig, at Jonathan vågner. Først kommer han på skødet, hvor jeg fodre ham lidt med lidt mælk, lidt brød og måske lidt scramblet æg… hvorefter han ivrigt kaster sig ud i leg med de andre børn. Det vil sige – han kravler ovenpå dem, han nu kan komme i nærheden af.. og stjæler alles legetøj. Jeg ved at ungerne nu er så gamle, at de begynder at forstå hinanden lidt.. De forstår, at det er "een af samme slags som mig" der ligger der – og derfor havde jeg glædet mig til at se, hvordan de havde forstået for hinanden…
Men næ nej…
Kl. 12:00 serverede jeg frokost.. .En banan til min stakkels pige og en rugbrødsmad til Jonathan.. med leverpostej – serveret i små bidder, så han selv kan spise.. Hvilket medfører at hele bordet – hele Jonathans hovedet og alt i umidlbar nærhed af JOnathan er indsmurt i leverpostej – i en sådan grad at jeg slet ikke kan forstå, hvor det kommer fra – for så meget smurte jeg alligevel ikke på maden !! Men farmor synes det er herligt… Hun sidder og nyder den kaffe, jeg har brygget, mens jeg har støvsuget, vasket tøj, lavet saftevand til datteren og skiftet blev på sønnen.. Alt i mens hun har snakket om vejret og alverdens andre "ingenting" (som KUN svigermødre formår) …
Kl. 15:00 se nu havde jeg regnet med, at de første begynder hjemturen. Men jeg kan ikke gøre mig færdig.. Jeg snakker med alle de søde piger – og deres dejlige unger.. Når jeg endelig tager afsted er det med hovedet fuld af ny inspiration og en masse ting, jeg skal hjem og fortælle kæresten om.. Om alle ungerne og om alle deres lækre mødre 🙂 …