152 dage – Med en taxachauffør fra helvede.

Det hvide er endnu ikke forsvundet fra mine knoer – og hjertet har endnu ikke fundet den rigtige plads endnu… men jeg formoder det kommer – for faren ER overstået. Sig mig lige – Er man mere sensibel, fordi man har børn? Svaret kender jeg 🙂

Jeg har lige kørt med taxachaufføren fra helvede. Han var forklædt som den sødste og rareste tyrkiske fyr, der hyggesnakkede og var noget så rar at høre på..

"Se – den skraldespand væltede jeg, da jeg var 14 år" – lagde han ud med. Det var den første ødelagte skraldespand, vi kom forbi. Herefter fulgte en historie om, at han stjal sin fars bil indimellem… Ungdommens overmod..

Herefter fortalte han hvordan han lærte at køre bil som 8-årig. "Det giver overblik – og rutine" Hverken kæresten eller jeg vidste helt, hvad vi skulle sige. Det er nok ikke lige en teori, vi på nogen som helst måde kan istemme samtykkende. Vi var kun nået ud af parkeringspladsen – og jeg var allerede begyndt at knuge liften tæt, tæt ind til mig.

"Det er en teori, jeg kan mærke er rigtig" sagde han – og fortalte videre at han havde to drenge, som han ville gøre det samme med. For mit åsyn så jeg min meget snart 8-årige pige, der endnu ikke kan afstandsbedømme eller cykle 100% trygt på åben gade.. Dette billed satte jeg så ind i en bil. Jeg blev nødt til at ryste billedet ud af hovedet hurtigst muligt.

Alt imens kørte vores – iøvrigt sympatiske og søde – taxachauffør med en bremseafstand til den foranliggende bil på … tja hvad skal vi sige 1½ m. Nu begyndte jeg at holde rigtig godt fast på liften – og række over efter min datter.. Tjekke, at hun sad i selen – og holde hende i hånden.

Min kæreste – kunne jeg se – holdte også fast i sædet – i et forgæves forsøg på at overbevise sig selv om, at når skaden skete, ville han blive siddende.. Ville han blive reddet.

 

"Jeg har aldrig haft en skade" – fortalte vores chauffør os. Her drejede han ansigtet mod kæresten for at være høflig og se kæresten i øjnene. Jeg havde mest lyst til at skrige: "MEN DET FÅR DU SGU HVIS DU IKKE SER UD AF FORRUDEN".. Kun 1 meter foran os besluttede den forankørende bil at bremse – forsigtigt – hvilket nærmest resulterede i en nødopbremsning for os – fordi han kun havde 1 meter eller to at reagerer på. Tak skæbnen for at bilen bag os ikke havde samme holdning til bremseafstande, som vores chauffør..

Det var svært at sige noget til manden – for det eneste man rigtigt kunne tænke på var: "Fader vor – du som er i himlen – skån vores børn – skån os"

Sidste kryds før vi skulle af – var der en bil i venstresvingbane, der fyldte godt ud i mindste også – og så en i højre side. Med 80 km i timen i byen – mens han hyggesnakkede med min kæreste – der klamrede sig til sædet og ikke kunne ret meget andet end at nikke – slalomede han lige ind i mellem de to biler. På dette tidspunkt var der kun 40 meter hjem.. Havde der været mere – havde jeg bedt ham om at sætte mig og mine børn af..

40 meter senere – tørrede jeg tandmærkerne af hans nakkestøtte – mens jeg – finger for finger – åbnede min ufattelig knyttede næve. Aldrig i mit liv er jeg kommet hurtigere ud af en bil – og jeg fik BEGGE børn med meget, meget hurtigt.

Det værste er vist nok, at manden selv syntes, at han var en fantastisk chauffør.. Overmod er altså farligt !