132 dage – Tandfeen.. eller manglen på samme

Vores datter har haft en tandfe. Da hun tabte den første tand, kom tandfeen med en bamsehund. Den hedder nu "tandhunden". Ved den sidste tand var feen mere nærig – der gav den bare 10 kroner.

"Jeg ved altså godt, at det er jer, der er tandfeen" forklarede vores datter os ved aftensmaden. "I behøver ikke lade som om". Spørgsmålet dukkede op, fordi hun havde taget mod til sig og fået tandlægen til at hjælpe sig med at få tage den fortand ud, der ellers sad og dinglede faretruende. Far var stolt som en pave over, at hun havde gjort det. Han havde allerede købt hende en gave ..fordi hun havde været modig. Men tandfeen kommer jo først om natten, så tandfeen havde hun ikke set noget til endnu.

Selvom tandfeen altså ikke findes – og bare er mor og far – turde hun dog alligevel ikke tage chancer. Tanden blev puttet i en lille pose og kom ned under puden, hvor tandfeer jo har det med at lede om natten. En meget træt pige havde en sidste bøn til sin mor: "Mor, hvis det er jer – så skal I altså skrive en seddel og ligge med.. I skal skrive at det er jer, der er tandfeen, hvis det altså er jer.." Og så faldt hun i søvn.

Næste morgen var tanden blevet vekslet til 10 kr – og ved de 10 kr lå et brev. "Kære datter – Det er IKKE os, der er tandfeen,- kærlig hilsen mor og far"