Da min kæreste har oprettet et nyt firma, og vi derfor ikke er så sikre på vores indtægter endnu, har vi for en periode valgt bilen fra.
Da jeg var lille cyklende jeg 4 km til skole hver dag. Det var ikke noget jeg undrede mig over – det var bare sådan,- for skolen lå jo 4 km derfra. Den tur svarer faktisk ret præcis overens med den tur min datters miniklub skal cykle, for at komme i svømmehallen – hvilket de gør 2 gange om ugen.. Igår hørte jeg een sige, at det var da "utrolig langt for så unge mennesker". Børnene klager ikke !
Efterhånden som flere og flere får og har bil, ændre opfattelsen af afstand sig. At noget er "langt væk" behøver nu kun betyde "mere end 2 kilometer". Og dermed opdrages næste generation med, at afstand er noget udoverkommeligt,- noget man kun kan klare, hvis man har en bil..
Den skal min datter ikke have. Min datter skal ikke (som hendes veninder faktisk ALLE siger når de er her) sige: "Skal vi GÅ!!! derover" selv når det drejer sig om korte afstande (1 km)
For samtidigt er det så et paradoks, at flere og flere mennesker kører i bil – 2 km hen til skoven – for derefter at gå en tur.. Eller 2 km hen til fitnesscenteret for derefter at betale 600 kr for at træne. (Det er rigtig godt at træne – det er bestemt ikke det – men hvad med lige at få de 15 minutter ekstra med, som det vil give at gå derhen?)
Det er ikke naturligt og i kroppens bedste interesse, at man bevæger sig så lidt – så for os har afskaffelsen af bilen været en fordel på flere punkter – økonomisk, motionsmæssigt samt "opfattelsesmæssigt".