Sidste sommer på denne tid, gik jeg Bornholm rundt sammen med et vennepar og min bror og svigerinde. Min kæreste og jeg fulgtes hele vejen.
Og når jeg siger Bornholm rundt – mener jeg hele vejen rundt – langs kysten – alle 125 km på gåben.
Det var en årlig march (der vist desværre er aflyst nu grundet for få tilmeldinger) der blev arrangeret af Rotna – en vandreklub. Bornholm blev inddelt i 3 etaper – fra Rønne til Allinge/Sandvig – fra Allinge/Sandvig til Nexø og fra Nexø til Rønne.. 30 km, 45 km og til sidst 50 km. Hjælpere sørgede for, at al vores bagage blev transporteret fra et sted til det næste – og undervejs var der depoter med væske og mad en masse.
Vi sov på skoler undervejs – og blev vækket kl. 4:30 om morgene af det hæsligste Hawaiimusik jeg nogensinde har hørt.
Vi gik på Balke strand og så solen stod op i havet..
Jeg tror, der har været omkring 200 vandre. De fleste havde taget turen før. Med os havde vi 3 børn under 13 – alle klarede de det VANvittig flot – men vi havde endnu flere “ældre”.
En mand på omkring 80 fik skævt på benet. Han havde fået lov til at gå tidligere end os andre. (Hvilket man ikke misundte ham ,da vi gik kl. 5:30 om morgenen) og komme senere i mål. Han gik skævt og langsomt,- men alligevel overhalede han min kæreste og mig, hver gang i holdte pause. For det kan godt være, at det ikke gik hurtigt,- men det gik jævnt – og han holdte ingen pauser. Han gik bare !! 125 km i træk.
Det eneste vi skulle var at gå .. og blive ved med at gå. Hvis nogen er interesseret i at vide det, kan jeg fortælle, at det tager mig 12 -13 timer at gå 50 km den sidste dag. Det inkluderer en hulens masse pauser og en rigtig masse vabler undervejs.
Min pointe med dagens indlæg er den ro, jeg fandt undervejs. Min kæreste og jeg fulgtes alle disse kilometer – alle disse timer hver dag i tre dage. På et tidspunkt er der ikke mere at sige !!! Og tavsheden bliver som et hjælpemiddel .. som en vitaminpille i sig selv. Alle tanker blev tænkt – alle.. og alle historier og ord blev sagt – og tilsidst var der helt “rent bord”
Da vi nåede målet efter 3 dage – var sindet rent som en babys – mens kroppen mest føltes som om den var 105 år gammel og MEGET tæt på at falde sammen.
Men jeg gjorde det… Jeg klarede en udfordring, der var lige det størrer, end jeg troede jeg kunne magte. Og den følelse tror jeg, vi alle har godt af at have indimellem.