Uha, det er nemt at være klog. Inden sønnen blev født, var der så mange ting, der stod soleklare for os.
Vores søn skulle naturligvis sove i sin vugge – og ikke i vores seng. Ved at holde lyset nede og dæmpe aktivitetsniveauet til et minimum om natten, skulle vi hurtigt få vist denne lille fyr, hvad der er nat, og hvad der er dag. Intentionerne fejlede ikke noget. Og nu var det jo anden gang – og første gang var det jo alligevel meget nemt.
*suk*
Men de der smukke intentioner er benhårde at gennemfører, når klokken er 3 om natten og Jonathan lægges til brystet – for der går kun ca.20 sekundter fra han tager sin første tår, til hans mor trækker torsk i land – men Jonathan hængende som ekstra madding.
Og jeg vågner kun igen, hvis Jonathan knirker.. og det gør han kun, hvis han ikke kan hænge fast i brystet..
Eller også vågner han og vil have kontakt. Når man er baby og vil have kontakt, er der kun een sikker metode… Skrige til man får det. Og for to søvndrukne forældre, tager det noget tid, at overgive sig til vidunderet.
Først prøver man om ikke man kan vugge ham lidt – i håb om, at det får ham til at falde i søvn igen .. uden man selv vågner helt. Hvorfor dette bliver forsøgt, ved jeg ikke, for det har aldrig virket.
Så sætter man sig lidt op og prøver at få hans hoved mod mit bryst – hans hoved mod mit hjerte.. Hans hoved mod min hånd. Og når den perfekte stilling så er fundet, kan man være sikker på, at der kun går et øjeblik, så sover den hånd, som Jonathan nu læner sit dyrbare hoved op ad. Eneste problem er – at resten af moderdyret sover ikke.
Forsigtigt lirker man den sovende – og efterhånden halvdøde arm, væk under ham, for at lirke den anden – ikke sovende – arm ind i stedent.. hvilket ØJEBLIKKELIG bliver “straffet” med en lille Jonathan der vredt fortælle, at nu lå han lige SÅ godt… og det gør han altså ikke mere. Så man må lige tage ti minutter igen, hvor man snakker med ham og igen prøver at finde en ny stilling.
Normalt ender det med, at Jonathan falder i søvn på min mave. Det vil sige: Jeg ved faktisk ikke, hvem der falder i søvn først – ham eller mig..
Og næste morgen ligger Jonathan gryntende og vågner op på min mave – alle mine lemmer er gennemtæret af træthed, fordi jeg – resten af natten har ligget og beskyttet ham, mens jeg har sovet.. og man kan næste se på hans smil, at “han vandt” endnu en omgang – En velundt omgang.
Heldigvis er han kun 1½ måned .. Vi har tid nok endnu til at få ham lært “lektien”
Det er så nemt at være klog på forkant – men hvor er det svært at føre det ud i livet !!
