I min datters klasse får de alle sammen børn nu. Vi er to, der har fået – 3 gravide og så 3-4 stykker (tror jeg nok) der seriøst "øver" sig.
Men min datter går lige om lidt i 2. klasse. Da jeg var barn, var der slet ingen fra min klasse, der fik en bror eller en søster så sent.. så hvad er der sket i de 25 år?
Når man ser på de graviditeter, der har været er der naturligvis "ny-forældrekombinationen". Det er dem, der blev skilt, da ungerne var små – som nu har fundet en ny kæreste, som de også gerne vil have et barn med. Den forstår jeg helt.
Men så er der også den anden gruppe – og den er MEGET dominerende i min datters klasse. Det er gruppen af håbefulde forældre, der mere end noget ønsker barn nummer to – men som bare ikke kan !! Det kan godt være, at det er fordi vi alle sammen er blevet ældre. Der er mange af os, der spontant er blevet gravide med den første – men af en eller anden grund har "lillebror" bare ikke ville komme
Jeg er drønglad for, at der så ER hjælp at hente – men hvor er det dog ulykkeligt at se, at der er så mange, der har svært ved det.
Hvad er det, det gør, at vi alle sammen mister vores fertilitet? Det er jo så det næste. Jo, helt sikker: Noget af det er selvforskyldt. Vi har ikke godt af – som menneskekroppe – at sidde på kontorstole og ikke dyrke motion. Maden kunne bestemt også være bedre. Men når de parametre så er iorden,- så kan vi STADIG ikke få de børn vi ønsker os.
Synderne er jo overalt: De er så tydelige, og så lige foran os, at vi dårligt kan se skoven for bare træer. Gødning, pesticider, forurening af grundvand, tungmetaller i fisk, plastik – i utallige kombinationer, der aldrig bliver testet for om den menneskelige organisme rent faktisk kan tåle det.
Vi er så kloge. Vi kan alt – vi udvikler, forfiner og mangfoldiggør – og i processen slår vi vores egen race ihjel. Det finder jeg en anelse uhyggeligt !!