Hele dagen igår var der knald på. Min datter løb til højre og hoppede til venstre. Hun lignede en hvilken som helst anden 7½ årig i hendes nærhed.
I skolen legede hun med sine veninder.. De planlægger en større fest – bare for de 4 tøser. Klassen var gået til en koncert på en anden skole ca. 25 minutter gang fra hendes skole. Koncerten var med et mylder af børn og med meget høj musik, som ellers plejer at være noget af det, der får tingene til at gå galt. (man bliver meget let skubbet – hvorefter hun får ondt i nakken – hvilket bevirker, at hun er ked af den høje lyd) Det gik FINT – ingen problemer overhovedet !! Efter koncerten hentede jeg hende, for at levere hende i miniklubben.
Det er kun 2. gang hun har været i miniklub siden d. 24. februar. Alle de voksne er fantastiske. Selv om der er et hav af dem. (Jeg kender ihvertfald ikke dem alle – for der er mange) sagde alle som en "Hej" til min datter og ville hører, hvordan det gik. Det havde hun ikke lige tid til… hun skulle på legepladsen. Og straks gik hun i gang med alle de aktiviteter, jeg ikke har set hende gøre siden april sidste år. Hun kravlede og klatrede, hoppede og cyklede og løb. Nej,- hun er ikke nær så god til det som de andre børn. Hun har inden kondi og hele hendes motorik i forhold til de andre er væk, men den skal nok komme nu.. For nu tør og kan hun bevæge sig igen.
Eftersom børnene ikke havde nået at få frokost i skolen fordi de skulle til koncert, måtte jeg tilbage og smørre en klemme til hende. Endnu engang tilbage til miniklubben. Nu havde hun gang i 4 andre piger, der legede med dukker. 4 piger, hun ikke har leget med siden februar – men som alle huskede hende og accepterede fuldt ud, at hun nu er tilbage.
Jeg hentede hende kl. 16:20 – bare for at lade hende "lege ud" – og jeg hentede en travl dame, der ikke var helt sikker på, at hun havde tid til at komme med hjem.
Da vi kom hjem, var det græsset. Der var nogen af de store (og søde) drenge – hun kunne lege med. Og igen.. Hun cyklede, hoppede, kravlede i træer, snakkede og socialiserede sig med de andre børn.
Alt i alt var det en dag, som andre forældre ville forvente HVER dag så ud. Men efter "turen" er dette guld. Når jeg blev "smidt væk" fra gården, stillede jeg mig i vinduet og beundrede hende på afstand – nød at se, hvordan hun stortrives.
Og ja,- hun fik lov at få vand med ned – og ja ligefrem to pakker chokoladekiks som hun så deler med de andre. Havde det været sidste år,- havde hun ikke fået lov,- men kæresten og jeg er hamrende enige om, at denne sommer SKAL være den bedste i hendes liv.. Det fortjener hun. Og hvis det betyder, at hun bliver forkælet LIDT mere end hvad godt er – så betyder det ikke noget for os. Hendes trivsel har alene førsteprioritet..
Det, hun har været mest ked af, det sidste år,- med alle smerterne, hospitalsindlæggelserne og alt det andet, er følelse af "ikke at være normal". Hun følte, at fordi hun ikke kunne hoppe eller se op eller alle de andre ting, så var hun forkert i forhold til de andre. Idag – på vej hjem,- spurgte jeg hende hvordan hun følte det nu: "Nu er jeg normal mor … selvom jeg spiser mange piller" .. og det er vist hver eneste pille værd.
Det bliver den skønneste sommer i år.. Jeg kan MÆRKE det.