Jeg har været væk LÆNGE nu fra arbejde. (Siden 24. februar) I mellemtiden er “normalitetsbegrebet” rutsjet. Pludseligt er sygdom blandt børn – fravær og medicin blevet hverdag – blevet normalt. Min datters tilstand i forhold til så mange andre børn, er ingenting. At være højgravid er ikke noget jeg tænker over – det er bare noget, jeg er. De voksne, jeg ser, er min kæreste – min nærmeste familie (der også lever i en eller anden form for uvirkeligehed efter alt hvad der er sket) og så min datters klassekammeraters forældre, som jeg vinker til om morgenen. Men for alle de mennesker virker det, vi har været igennem og ER igang med at komme igennem, som en normal ting – fordi vi alle sammen står midt i det.
Igår var jeg tilbage på mit arbejde en enkel dag – bare for at give noget at mit arbejde videre. Det var et lykkesus af normalitet.
Mine søde kollegaer synes min mave var stor – og flot. Og alle som een gav de udtryk for sympati og forståelse for familiens situation i forhold til min datters sygdomsforløb. En enkel afdeling havde købt en gave til hende.
Det er en underlige fornemmelse at blive revet ud af “hospitals- og sygdomsverden” og tilbage til den virkelighed, jeg selv var den del af for relativ kort tid siden. Det er som om oplevelserne står klarer – mere forståligt.. tydeligere. Jeg kan blive helt skræmt over kontrasten i det relief, jeg pludselige står overfor.
