Min datter har nu humpet en uge – alle inkl. lægerne på Riget, har håbet på, at det var overbelastning, (hvad det så skulle komme af – hun må ikke bevæge sig ret meget grundet nakken), et “vrik-om” eller noget andet simpelt. (Vokseværk eller noget)
Men min datter holder “stædigt” fast på, at det er “ligesom nakken”. Vi ved godt, at der er en sandsynlighed for, at betændelsen også sætter sig i andre knogler,- men eftersom vi nu har været gennem så meget, satsede vi lidt på, at det var det … for vores vedkommende.
I realiteten er det ikke fordi det er så slemt, hvis det viser sig, at betændelsen nu også er i hendes fod. Hun skal røntgenfotograferes (hvilket hun ikke er bange for) – hvis de er heldige, kan de se det på de billeder. Hvis de ikke kan se noget på dem, skal hun sandsynligvis MR-scannes igen. (hvilket ikke er så fedt, for så skal hun sandsynligvis have drop.. hvilket hun nok ikke bliver synderlig lykkelig for) – og hvis de finder en betændelse i benet også, så skal hun have gips på i tre måneder – hvorefter de håber, at den penicilin, hun allerede får, også hjælper på foden. Vi kan <b>håbe</b>, at det er sådan behandlingsforløbet bliver,- men reelt aner vi det ikke.
Med nakken er hendes bevægelsesfrihed alvorligt hæmmet. Hun har ikke kunne løbe, hoppe, se op, dreje hovedet.. eller i det hele taget få lov til at være vild. Men hun har trods alt kunne være med. Hun har kunne lege de “knap-så-voldsomme” lege. Men nu, hvor hun har ondt i foden også – kan hun dårligt noget som helst. Hun kan ikke gå ret godt eller ret langt. Hun kan derfor kun sidde stille og lege – og selv det er ikke rigtig fedt, for hvis man sidder ned, skal man normalt også dreje sig, for at komme til ting.. hvilket hun ikke kan i nakken.
Den eneste mulighed, vi har for at komme “rundt” er at min kæreste bære hende. Hvis jeg ikke havde haft en ekstrapukkel på maven på 14 kilo, så havde jeg også kunne hjælpe til,- men det kan jeg jo ikke. Så efterhånden er vi ret låste.
Vi har lukket øjnene en uge, i håb om, at det bare ville forsvinde igen.. men sådan ser det ikke ud. Så vi må til den igen. Jeg håber bare stadig på, at det ikke er noget “særligt” – at det forsvinder lige så hurtigt, som det er kommet.
Lige nu er det kæresten, der er “vred” og såret. Ligenu er det ham, der sukker højlydt og ikke kan overskue en sommer med en nyfødt og en datter med foden i gips og en stiv nakke – der kun MÅSKE forsvinder, og et utal af hospitalsbesøg – så lige nu er jeg den, der prøver at undertrykke min sorg og mine følelser – indtil hans lige har fået lov til at dampe af. Hvis vi reagerer samtidigt, bliver det svært at bibeholde en normal hverdag.
For et øjeblik, virkede det som om vi vidste, hvordan tingene ville se ud om nu 9 uger.. når Bible kommer til verden. For et øjeblik, så det ud til at datteren ikke er indlagt, og at jeg dermed føder på min “førstevalgte” fødested. At der ville være en vis ro til den tid. Men da også kun for et øjeblik. Nu er billedet grumset igen. Men nu har vi klaret det så langt – mon ikke vi klarer de næste udfordringer også?