Paradokset med papirgenbrugscontainere

Se – jeg vil jo gerne være miljørigtig. Hvem vil ikke det?

Hver 3. 4. dag, tømmer jeg min avisholder, der står strategisk korrekt placeret lige i nærheden af brevsprækken, så der er bekvemt kort fra “rod på gulvet foran hoveddøren” til “avisholder, hvori alverdens reklamer kan fylde, til jeg får tage mig sammen til at slæbe dem ned.”

Kald mig doven skrædder. Kald mig praktisk – eller kald mig hvad I vil. Faktum er, at jeg kun går hver 3. – 4. dag – når jeg ikke længe kan presse flere reklamer eller aviser ned i min avisholder. Dermed kommer jeg med hele favnen fuld af flere dages gode nettotilbud kombineret med søndagsavisen og Elektric Citys nyeste påfund af billige dimsedutter. Jeg slæber, så jeg kun lige kan have det hele – og ruten ned til papircontaineren lykkes da også kun og alene fordi jeg kender antallet af trin ned af min trappe – og kan fornemme retningen, når jeg kommer ud af opgangsdøren.

Vel henne ved genbrugscontaineren føler jeg mig god og politisk korrekt. Tænk – al det papir, jeg nu vil give igen – så jeg om en uge kan få endnu flere reklamer og aviser ind af min dør. Men lykken varer hver eneste gang kun og alene indtil jeg reelt står overfor containeren.

Hvem er det lige, der har fundet på, at sprækken på containeren skal svare til rundt regnet 1/3 del af en Politiken Søndag? Dermed kommer jeg til at efterlade hele min bunke af aviser ovenpå containeren, mens jeg ydmygt må nøjes med at dele min avis op, så den kan komme korrekt ind af sprækken.

Og når vi nu er ved det. Hvilke sadomachochistisk tekniker på landets genbrugsstationer, er det så liiiige der konsekvent strammer fjederanordningen i sprækken? Jeg når typisk kun lige at få den første 1/3 af min søndagsavis ind i sprækken, før sprækken giver efter, og smælder hen over mine fingre.

Jeg kæmper så med at få næste portion genbrugspapir ind igennem den stramme sprække – og mens jeg kæmper, for at undgå at mine fingre bliver alt for blå af smældet, når papiret er igennem, rammer vinden typisk den kæmpe bunke af papir, der ligger ovenpå containeren og venter med, at jeg få dem ekspederet.

Nu kan jeg så løbe rundt som en anden galning for at samle alle mine gamle reklamer sammen – og forsøge med een hånd at holde på bunken, mens den anden hånd kæmper med at få næste portion papir igennem sprækken. Igen undres jeg over fjederanordningen – for den er nøjagtig så stram, at begge hænder skal bruges, hvorved der er frit slag for vind og vejr til at gøre med resten af papiret, som det passer den.

Når jeg endelig forlader papircontaineren, efter at have proppet minimum 10 portioner papir igennem, 4 klemmelus og adskillige skrabemærker på diverse fingre rigere – og minimum 4 negle fattigere, undres jeg.

Gad vide om anordningen i containeren har sådan en befatning alene for det skal være umuligt at lade sit papir genbruge? Gad vide om det er liflige førstegangs producenter af papir, der har fået sat møjet op, så de er sikre på, at så lidt papir som muligt bliver genbrugt. Eller gad vide om det bare er mig, der er et megakvaj, når det angår papircontainere.