The Odd One Out.

Cinema Bizarre hed bandet, der gæstede lille vega i aftes.

Egentligt skulle min datters koncertliv have startet med en koncert med Tokyo Hotel – men da koncerten blev aflyst, fordi forsangeren blev syg – var gode råd dyre, og jeg var dermed ikke svær at lokke, da min datter gerne ville se Cinema Bizarre.

Måske skulle jeg havde lavet bare tre minutters reseach. Men næ nej. Jeg tog afsted i lykkelig uvidenhed om den oplevelse, der ventede mig. Min datter tog sit mest punket tøj på. Det tøj, jeg normalt har sagt, at hun ikke må have på, når hun er sammen med mig. Men denne aften var vel alt andet lige hendes – og hendes venindes – og dermed var det også dem selv der måtte bestemme tøjstilen.

Det skulle vise sig – allerede i køen ind til koncerten, at den, der var forkert klædt var hende moren i den pastelfarvede bluse og de pæne brune bukser – og ikke hende ved min side med nitterbælte på og rød og sortstribet punkerbluse – og mørke øjne.

“Bare rolig mor – den grønne farve er ikke komplet kikset” kunne min datter oplyse mig om. “Der er en pige, der har den farve hår lidt længere fremme.”

Bilerne satte farten ned – og ikke mange af bilisterne har hørt efter i deres køretimer, da de kørte forbi.. Alle stirrede på de farverige koncertgængere, der ventede på at dørerne gik op, frem for at betragte deres køreretning.

Lille Vega blev hurtigt fyldt af piger med meget skingre stemmer – og ikke mindst fantastiske farver i håret. Netstrømper med huller, sorte øjne og iturevne tylskørter var gennemsnitspåklædningen. Og jeg følte mig mere og mere fejlpåklædt. “The odd one out”. Først da jeg opdagede en anden forældre – en far til en lille pige, der var lidt yngre end de to, jeg havde med, vidste jeg, at jeg ikke var den mest pinlige forældre til stede: Denne mand havde et ganske almindeligt jakkesæt på – helt blottet for nitter og alternative pinke striber. Han var vist officielt mere kikset end mig.

Musikken var ikke så meget anderledes, end den der blev spillet i min ungdom. Pigerne skreg, nøjagtigt som de gjorde, da jeg var ung. Og sangene var gennemgående meget simple og iørefaldende. Alligevel var det meget vigtigt, at der her er tale om “alternative” musiknumre. “Alternativ” er i min datters verden et plus-ord. At være anderledes. At være sig selv, ved ikke at være som de andre er.

Min datter og hende veninde forsvandt på af trappen, hvor de havde lidt bedre udsyn – mens jeg kunne gå frem og tilbage fra baren – og ind i siderummet, hvor “støjen” ikke var helt så høj (og hvor de andre forældre også samlede sig)

Og een af de gange, jeg kom ind for at se, hvordan de to piger havde det, slog det mig, hvor kæmpe stor min datter er blevet. Der stod hun og skrålede med på en eller anden sang, jeg aldrig har hørt om før. Hun stod der og passede fint ind i billedet af ganske almindelige unge koncertgængere. Ikke til en åh abe koncert.. Ikke en “lillebørns koncert” . Dette var deres aller første koncertoplevelse med et rigtigt band. Min lille bitte pige stod og lignede til forveksling de 15-18 årige piger, der omkransede hende. Det slog mig, at jeg nok kommer med til koncert en anden gang – men tiden er ved at være inde. Der går ikke mange år, før hun selv går til koncert – ganske alene. Der går ikke mange år før hun indtager verden langt væk fra mig. De sidste oplevelser med hende, hvor jeg får lov at være hendes chaparon, er lige nu. Det er om at nyde dem.

Så mens alle andre hyldede de fem mærkelige tyske drenge på scenen, hyldede jeg i mit stille sind, den fantastiske pige der stod der og nød det hele.. for aller første gang.