Gaven, bare fordi…

Ham, der kysser så fantastisk, gør ikke bare det. Han gør 1000 andre ting, som jeg elsker ham for – hver især. “Skal vi ikke cykle på arbejde” sagde han f.eks. her til morgen – hvorefter vi havde den skønneste tur sammen helt ind til København.

Men hvad er der så galt med mig? Ham, der kysser så fantastisk, vil gerne have lov at vise mig, at han er glad han for mig .. og hvor gavmild han er. Men hver gang han tilbyder mig noget, af et rent hjertes godhed og gavmildhed, rødmer jeg og takker nej.

“Du skal da ikke tænke på mig”, siger jeg – og mener det slet ikke.

Han ville hente månen ned til mig, hvis jeg bare lod være med at sige “nej”. Hvorfor er det så møjhamrende svært bare at takke ja – og være lykkelig?

Hvad er det for mekanismer, der får mig til at reagere, som jeg gør? Falsk beskedenhed? Generthed?

Jeg ved det reelt godt. Det er følelsen af at sende ham det budskab, at jeg vælger hans selskab grundet det, han måtte forære mig – som om det stod i skærende kontrast det menneske, han er. Men det er jo ikke en kontrast – tværdimod.. For jeg bruger kun min tid på af ham af een eneste årsag: Fordi jeg elsker ham.

Der ligger også en anden faktor, jeg tror mange kvinder lider under. Noget “Kan selv, vil selv” agtigt. Noget “Jeg kan klare hele verden, for de siger alle sammen, at jeg skal være stærk”. Jeg vil vise ham, at jeg er stærk – og kan selv. Og gu KAN jeg selv – men er det det, jeg ønsker?

Han er så dejlig, ham, der kysser så fantastisk. Det eneste, jeg har lyst til, er at krybe ind i ham – og blive der. Være to altid – ham og mig. At han indimellem kan lægge sine arme om mig, og beskytte mig fra alt det, jeg ikke orker.  Og en del af den omsorg, er at han har lyst til at forære mig noget – bare fordi ..

“Du skal have en ny taske” sagde han, da vi sammen så på vinduer. “Ja ja.. ” sagde jeg, og trak ham væk fra vinduet. “Det skal være den, der var i vinduet – den var rigtig flot” fortsatte han – og jeg måtte give ham ret – men slog det væk. “Der er lige nogle børnesko, der skal købes først”.

For det er jo også det, der er så fantatisk. Det er ikke bare fordi han vil give mig en gave. Gaven er gennemtænkt – min gamle taske er udtjent – og håndtaget er lige røget af. Og han vil mig det godt.

Næste gang vi var i nærheden af butikken trak han mig fysisk med derind. “Du skal have den taske” sagde han og tog tasken med til disken, mens han holdte mig i hånden – og slæbte mig rødblussende og småflov op til disken. “Vi skal have denne her” sagde han – og betalte.

“Værsågo, min skat” sagde han – og jeg tog imod. “Tak” sagde jeg – stadig rødkindet og kiggende ned i gulvet. Og jeg mente min tak – langt mere end jeg formår at give udtryk for. For helt ærligt: jeg er lige så meget kvinde som alle andre.. og hvem kan ikke lide at modtage gaver, der er gennemtænkte og “lige det”?

Hvorfor er det så svært bare at acceptere, at han kan lide mig – og gerne vil give mig en gave i ny og næ? For sandheden er, at hans gave varmer langt inden i mig – og sidder i mig som noget ganske, ganske særligt – ikke for sin materielle værdi – men fordi det var en tanke fra ham til mig. En tanke, han gjorde fysisk.

Tænk, at han holder så meget af mig, at han ligefrem vil give mig en taske!