Skole-hjem samtaler – og moderlig stolthed

Beskeden var sådan set den samme, som den har været hvert år.. eneste forskel var, at denne gang var pigebarnet selv med og så bliver det mere og mere presserende for hvert år der går.

“Vi tvivler ikke på, at du kan en masse – og at du er dygtig .. men eftersom du ikke har styr på dine ting – og ikke har styr på dine lektier, er det utrolig svært for os at vurderer dig”.

For mig var det en fornøjelse ikke at skulle være hende der sagde det .. IGEN.

Efter samtalen, tog vi direkte til boghandleren – og handlede alle de ting, sådan en superorganiseret og tjekket skolepige har brug for. Det var hende, der foretog indkøbene. Mapper, faneblade, kulørte dimser til siderne – og en ny lommeregner blev det også til.

Da vi kom hjem fortsatte hendes arbejdsiver. Hun lavede en liste over, hvad det “perfekte penalhus” indeholder – og hun lavede nogle skemaer til sig sig. “Og når jeg har gjort det godt, så skal du sætte et grønt klistermærke her” forklarede hun. Jeg lod hende lave systemerne – men når det kom til gulerodden og pisken – så hjalp jeg hende med at finde det niveau, jeg mente var rimeligt.

Det ærgede mig, at det var vinterferie lige efter – for hun var virkelig sulten efter at komme igang. Efter at vise, at hun godt kunne – og jeg var bange for at de uge ville tage lidt af gejsten af hende.. men sulten var der stadig mandag morgen, da skolen endelig startede igen.

Og hun lignede en hel million da hun kom hjem – super organiseret, supertjekket. Alle løse papirer i korrekte mapper, alle beskeder afleveret, alle lektier nedfældet i lektierbogen – og sørme om hun ikke også have lavet mange af dem.

Vi sad mandag eftermiddag og lavede matematik. Det er hendes værste fag. Hun har svært ved det – og netop derfor er lektierne heri meget vigtige. Vi lavede både de normale lektier – og den ugeopgave hun skulle afleverer – og hun var godt tilfreds med sig selv, da hun pakkede sammen – og havde lavet ALT.

Tirsdag kom hun tidligere hjem, fordi hun havde det skidt. “Men mor.. Jeg lavdede ALLE divisionsstykkerne oppe i skolen – og se – jeg KONCENTEREDE mig rigtig meget”. Og jeg kunne godt se, at alle divisionsstykkerne var lavet.. Ganske usædvanligt, at min pige har sat sig for at løse opgaven – HELT. Jeg var stolt.

“Hvad sagde din lærer så, da du aflevedede din ugematematik?” spurgte jeg – i håb om at øge hendes selvforståelse endnu mere. Men det var nok ikke lige DE gyldne ord, jeg skulle have sagt. For ugeopgaven var blevet i tasken!! 2 timers hårdt arbejde – og så aflevedede min datter dem ikke!!

Mod aftnen var feberen og sygdommen rigtig igang i hende. Og skolegang var derfor ikke det, vi tænkte på. Hun har faktisk haft feber lige side. Men torsdag var feberen i rimelig arve. “Skulle vi så ikke vise din lærer at du godt kan” spurgte jeg – og den var min pige HELT med på.

Hele torsdagen arbejdede hun med alle de opgaver klassen havde lavet den uge, hun var væk – og hun afsluttede med at lave sin ugematematik. Sådan en halv time af gangen – kunne hun – så måtte hun igen lægge sig til feberen og rundtossetheden var væk igen. Men alle opgaver blev løst – side op og side ned. Og ikke een gang beklagede hun sig – eller sagde hun som hun plejer “men jeg KAAAAAN jo ikke!!” Hun arbejdede hårdt og ihærdigt – og hver gang hun gik i stå, bad hun om hjælp.

Hvor VAR jeg stolt af hende! Jeg var så stolt af, at hun tager sine lektier seriøst – at hun tager sit arbejde alvorligt.. For jeg har en pige med en glimrende IQ. Jeg har en pige, der har et godt, fantasifuld, levende og brugbart hoved skruet på sine skuldre. Jeg er ikke i tvivl om, at hun kan NØJAGTIGT hvad hun vil, når hun bliver stor. Kun een ting vil nogensinde kunne begrænse hende: Hendes manglende evne til at holde styr på sine lektier.

Men det forstår min 12 årige pige.. Og hun har alle muligheder for at ændre det nu.