Tilnærmelser

Jeg kom til at tænke på en episode, jeg oplevede for nogle uger siden. Jeg havde været i biffen, og skulle have toget hjem alene. Jeg isatte mine hørebøffer – og nød min nye telefons muligheder for at blæse min hjerne igennem med alle de gode sange, jeg kender. Og så stod jeg ellers der på perronen og så ud i luften.. mens jeg lod foden dappe lidt til musikkens rytmer.

“Hvjroo” lød det – udenfor mine hørebøffer.

En ung mand af “anden etisk herkomst end dansk” stod pludselig meget tæt på mig på den ellers mennesketomme perron. Jeg pillede (ret demonstrativt) den ene hørebøf ud af mit øre og svarede: “Undskyld. Hvad sagde du?”

“Hvor er du fra” spurgte han indsmigrende. Det skal siges at han i mine øjne var en dreng. En knægt i starten af tyverne. Een, jeg under ingen omstændigheder nogesinde selv ville tage kontakt til. “Øh.. hjemmefra.. Undskyld – men jeg vil rigtig gerne bare høre musik” sagde jeg smilende, fjernede blikket fra ham – og sætte min hørebøf i igen.

Jeg nåede kun lige at få de første to bankende rytmer, før jeg kunne mærke en hånd på min skulder. “Er du til noget?” spurgte han. Jeg blev helt underlig indeni. Nøjagtigt HVOR meget skulle jeg vise denne unge mand, at jeg ikke ønsker at tale med ham, før det sev ind?

“Under ingen omstændigheder – og nu må du undskylde mig. Jeg ønsker at lytte til min musik i fred” sagde jeg fortsat høflig – men også med en snert af ængstelse. Hvorefter jeg gik længere ned af stationsperronen – hele tiden med et halvt øje på, hvor den unge mand befandt sig.

Det er rigtig ubehageligt sådan at stige på toget – og føle, at man skal “se efter om han følger mig”. Det gjorde han ikke – så jeg åndede lettede op – og skuede igen op for musikken. Jeg havde set Drageløberen – og adskillige tanker væltede ind i hovedet på mig. Filmen havde sat følelser i bevægelse – og det, at have denne halve time i toget – alene bare mig og mine tanker – føltes rigtig og dejlig.

Der gik kun 10 minutter. Så blev jeg antastet af en anden “dreng” “af anden etnisk herkomst end dansk”. Denne gang sad jeg og så ud af vinduet – netop for at vise HELE verden, at “her ønskes ingen kontakt”.

“Har du en smøg” sagde han, mens han rørte ved min arm. Jeg blev helt stiv af skræk, da jeg så, hvor tæt han var på mig i den ellers mennesketomme kupe.. Og at jeg ikke havde opdaget, at han havde sat sig sådan. “Nej.. Men du kan da få et tyggegummi” sagde jeg høfligt – og gav ham et stykke Nicorette. “Hvor er du fra?” Fortsatte han.. Og *pling* havde jeg dejavu.

“Ved du hvad: Jeg har haft en dejlig aften – og har brug for at sidde lidt for mig selv og bare tænke.. Er du sød at respektere det?” spurgte jeg ham om – noget så høfligt. Han trak sig lidt væk – og sætte sig på togsædet på den anden side af midtergangen – hele tiden nidstirrende mig. Så nidstirrende, at jeg kunne mærke det, selvom jeg så den anden vej – og prøvede at tænke på noget andet. Indimellem kom der en sætning fra ham. “Du ser sød ud” .. eller “Hva så hva?”

Tankerne fra Drageløberens storslående handling, ændrede sig til “hvor sidder der andre passagerer?” og til “hvad gør jeg?” Jeg fandt mit nøglebundt op fra min taske.. Jeg lagde nøglerne i hånden og lod en enkel nøgle stikke ud mellem to fingre.. Så var jeg da ikke helt hjælpeløs – hvis nu.. Langsomt kravlede en angst sig længere og længere ind i mig.

Efter et par stationer, rejste jeg mig, og gik ind i et kupe, hvor der sad tre andre. Øjeblikket efter kom han efter mig – og satte sig igen på sædet lige ved siden af mit. Se – nu var min dejlige rolige hyggelige togtur hjem ødelagt.

Da jeg endelig steg af toget, så jeg mig om mere end een gang. Igen og igen måtte jeg lige vende mig, for at være sikker på, at den unge mand, ikke var fulgt efter mig igen. Det var han ikke – og han var sikkert fredelig som dagen er lang. Ikke desto mindre gik han LANGT over rimelige grænser ved at blive ved med at tiltale mig, trods jeg frabad mig dette – og følge efter mig, da jeg skiftede kupe.

Hvori ligger rimeligheden i, at jeg skal finde mig i dette? Hvori ligger rimeligheden i, at jeg skal blive bange og føle mig skræmt, alene fordi jeg er en voksen kvinde, der taget et tog alene en sen aftentime? Jeg nægter at lade mig kue.. Nægter at lade mig skræmme.. selvom jeg må indrømme, at skræmt blev jeg nu alligevel – og jeg var glad, da jeg endelig kunne komme ind af min dør – og låse den indefra.

Det irriterer mig grænseløst, at jeg tænkte tanken “søg hen mod andre mennesker” – og tanken “selvforsvar , hvad gør du”. Det minder mig om en kuet kvinder, jeg under ingen omstændigheder vil sættes i bås som. Ikke desto mindre var det min reaktion.

Hvis jeg – høftigt og ærligt – fortæller et andet menneske, at jeg ikke ønsker kontakt med vedkommende, så burde jeg have ret til ikke at blive kontaktet igen. Jeg burde have ret til, at blive stående og siddende, hvor jeg sidder, uden at føle mig intimideret – eller nidstirret. Men den ret var forsvundet denne aften. Og det blev jeg faktisk rigtig vred over.