Vi hygger i sofaen. Forsøger at huske, hvordan turen til Frederiksborg Slot gik forleden, mens Jonathan klistrer billeder på sin collage, han skal bruge til foredraget i skolen.
Vi griner. Han skrive en lang beskrivelse af, hvad han vil sige i skolen – og kommer da forresten i tanke om, at han har lektier for i Skrivevejen. Den hiver vi frem – og får også fundet en masse synonymer. Leger med ordet “synonym”.
Det er svært ikke at komme til at hjælpe lidt mere, end det er meningen – for det er så hyggeligt – ham og mig imellem.
“Kan vi vente lidt med aftensmaden” spørger jeg. “Jeg vil rigtig gerne lige danse zumba lidt”. “Jeg er sulten – men jeg kan godt lave maden” forklarer han. “Kan du ikke skrive en opskrift ned til mig?”
Jeg skriver møjsommeligt opskriften ned. Skærer kartoflerne. Olie på panden. Varme panden. Kartoflerne på. Salt og peber. Kødbollerne på. Varme varm rører rører.
Og mens jeg okser derudaf kan jeg høre ham stå i køkkenet og koncenterer sig. Jeg kan høre, hvordan hans stolthed bare bliver størrer og størrer for hvert punkt, han staver sig igennem – og fuldfører.
“Så er der serveret,” siger han 10 minutter efter jeg har svedt færdig – og lige får mig et glas vand.
Jonathan er kun 8 år.
Tænk – pludselig ser fremtiden god nok lys og hyggelig ud. For sådan vil jeg gerne have det hver dag.