Jeg fik gået to timer igår. To timer, jeg meget gerne ville gå – for turen var dejlige – og samtalen flød i eet væk. Jeg var i godt selskab.
Vi har aftalt, at vi gør det igen næste søndag. Til den tid er Jonathan hjemme – og han vil elske at race afsted 100 meter foran os på sin cykel. Når de første 4 km så er forceret, kan mor skubbe ham en kilometer eller 1½, før han igen kan tage fat på pedalerne.
Nu vaner indtegner sig lige så stille – som da datteren igår aftens foreslog en mor/datter aftentur ovenpå dagens tur Søndersø rundt. Sammen gik vi en time – og havde een af de snakke, der bare er så dejlig befriende – for hende og for mig.. selvom om hun siger “Du snakker for meget mor” og jeg grinene må holde inde med min ordstrøm. Selvom jeg kan huske, hvad det var at være 12 år, har det ikke meget værdi for hende.. For hendes virkelighed som 12 årig ligger milevidt fra hvordan tingene var da jeg var tolv – dengang i den yngre stenalder.. Så mine reflektioner over veninder og følelser kan jo ikke have nogen relevans for det liv, hun er placeret midt i.
Alligevel ved jeg, at noget af det, alligevel satte sig spor i hende – og gav hende mod.
Hun ved det ikke endnu – men i aften gør vi det igen.. En times gå tur ville også give mig frem i sjælen i forhold til at få mine børn motioneret – og give mig et spark fremad. Og søndagens gåtur med voksensnak – og hygge – se – det er så fløden på kagen 🙂
OKay så? 😀