“Moar.. Øh.. Det er altså snart tid til, at vi skal reserverer plads på min efterskole” forklarede min ‘kun-lige-fyldt-12-årige’ datter mig idag.
Jeg kunne mærke tickene starte i øjnene. EFTERSKOLE.. Efterskole er jo noget for dem, der er lige ved at flytte hjemmefra. “Jeg vil gerne på Fjord..” resten fortabte sig i tågerne af min fantasi.
Der, i min fantasi, så jeg billeder af min lille gule nyfødte baby.. En lille pige kom med vaklende skridt imod mig – stor smilede i sine røde pludderbukser. Jeg husker, hvordan alt i mig var i oprør, da jeg aflevede hende hos dagplejen – mens hun hyggede sig gevaldigt – og tilsyneladende var lykkelig over, at mor daffede af for en kortere bemærkning.
Jeg huske rottehalerne – og den blå spencer, hun havde på, da hun havde sin aller første skoledag. Jeg husker, hvordan mælketænderne bed nervøst om underlæben, da hendes navn blev kaldt op – og hun skulle gå op ved scenen for at indtage sin plads i børnehaveklasse A.
Jeg kan huske alle de gange, jeg har ledt efter hende i den alt for store miniklub – og jeg kan huske det år, jeg ellers bruger al min tid på at glemme. Desværre husker jeg blikket – det døde blik i et par fantastisk smukke øjne, da behandlingen og hospitaler alligevel endte med at blive for meget.
Jeg kan se min smukke garderpige i bare ben – og alle tilskuerne, der mumler “hvor er hende den mindste dog sød” – mens jeg har svært ved at skjule mit stolte modersmil. “Det er min datter.. ” har jeg mest lyst til at orienterer alle omkring mig.. Men jeg gør det ikke.
Tænk – tiden er FLØJET.. Og nu snakker hun om EFTERSKOLE. Hun taler om første skridt før hun flytter hjemmefra! “Bare rolig mor – jeg kommer hjem igen. Jeg skal jo bo hjemme, mens jeg går i gymnasiet. Når jeg så kommer ind på psykologistudiet – SÅ flytter jeg hjemmefra” beroligere barnet mig.
Sødeste kæreste pigebarn: Du er kun 12 år. Du behøver ikke at tage de næste 12 år i brug endnu.. Dem skal jeg nemlig bruge selv.. til at fatte, at du allerede er blevet 12 år.
Og forresten har hun ret: Vi skal bestille plads på efterskolen til sommer.
Jamen det er da kun godt hun bekymrer sig for sin fremtid?… Det er da helt normalt… 😀
Bestemt – og jeg er stolt af, at hun ser i den retning.. at hun ønsker fremtiden.. Og har nogle klare holdninger til, hvad hun ønsker.
Men derfor skræmmer hendes frigørelsesproces mig alligevel .. for mens hun ser fremad, ser jeg tilbage.