“Så er der noget at se frem til..”

Min mor gav mig nye bukser i julegave. Det er godt – for de bukser, jeg købte for et år siden er alt for store nu.. Jeg skal have dem smidt ud – også fordi jeg er bange for, jeg en dag kan passe dem igen, hvis jeg ikke kyler dem ud een gang for alle!

Det kræver så bare, at der er bukser nok, som jeg vitterligt KAN passe. 2 par fik jeg af min arbejdsgiver .. (eller rettere.. dem købte jeg selv for de penge, min arbejdsgiver stillede til rådighed som julegave) og nu kom min mor altså så med endnu et par.

“Jeg ved godt, du bruger størrelse 40, men jeg tænkte, at hvis du fik dem i 38, så var der noget at se frem til”.

38. Det er lidt magisk det tal. Først og fremmest er det ikke 4-noget. Dernæst har jeg ladet mig fortælle, at det er kvinders normalstørrelse. Tænkt at være gennemsnitlig. Jeg har aldrig været i en normal tøjbutik, der ikke forhandlede størrelse 38 – men man skal ikke mange numre op derfra, før svaret er “desværre så store størrelser forhandler vi ikke”. Men 38.. DET er der altid.

Med alt det i mente, skulle jeg da også lige prøve dagen efter. Det KUNNE jo være.. Om ikke andet, så kunne jeg få en fornemmelse af, hvor mange centimeter, der mangler endnu.

Og se – her kommer så det MEGET urimelige. For jeg har nemlig taget på for nyligt. Lige nu vejer jeg ca. 4 kg MERE end jeg gjorde i starten af november, da min mor og jeg var ude og handle sammen. Dengang prøvede jeg en størrelse 38 – og kunne sådan liiiiiige være i den.

Og nu – 4 kg størrer – så røg de som støbt over måsen – og op i taljen. De sidder nøjagtigt som de skal .. selvom jeg altså vejer 4 kg mere… Betyder det så, at det slet ikke er størrelse 38, der er min “slutstørrelse”? For jeg havde da tænkt mig at tabe mig 12 kg endnu!!