6. klasse

Der er noget HELT galt.

Min datter startede i 6. klasse igår. 6. klasse!!

Jeg kan huske 6. klasse. Jeg kan huske, at det var det år, vi første gang dansede “dreng-pige”. Jeg kan huske, vi stod på lange rækker – drengene på den ene side – pigerne på den anden.. Og alle som en så vi ned i gulvet, mens vi prøvede at gå et skridt til siden.. tap .. et skridt til den anden side .. tap. Dans..

Det var til min barndomsven og min fødselsdag. Den blev holdt i “huset” – et stort fælleslokale i komplekset, hvor vi boede. Det var vores forældre, der mente, at det ville være “så sødt” hvis vi dansede. Jeg tror nok min barndomsven. og jeg dansede først.. Sikkert også fordi “det var så sødt” .. men nok mest fordi det gjorde vi jo alligevel sammen efter skole.

Jeg så “Annie”. Den lille rødhåret forældreløse pige, der sang, så alle hjerter smeltede. Og hendes milliadær, der egentligt ikke ville have hende -men alligevel endte med at elske hende højere end noget andet. Jeg kan huske, hvordan vi legede “Annie” i skolegården,- og hvordan jeg invilligede i at være Miss Hannigan, hvis bare de andre ville være med til at lege “Annie”.

Jeg kan huske, hvor krystalklar verden var, da jeg var 12. Altid var forholdvist simpelt -for jeg var endnu ikke kommet til alt det, der var kompliceret. Jeg havde ikke været forelsket endnu.. Jeg har ikke oplevet alt det, der gør alting så mudret. Verden var bare som den var. Jeg havde haft 12 år til at forstå den.. og det mente jeg, at jeg gjorde.

Det er ikke lang tid siden, jeg så billeder derfra. I min hukommelse var vi store. I min hukommelse var vi næste voksne. På billederne kommer en anden sandhed frem. Og GUD hvor var tøj dog KIKSET i 83.

Jeg kan huske, da den nye dreng for første gang kan kom ind i vores klasse.. i 6. klasse. Jeg kan huske, hvordan jeg blev ramt af noget, jeg ikke anede, hvad var. En kraft, jeg ikke forstod. Jeg kan huske, hvordan læreren præsenterede den nye dreng i klassen – og jeg kan endnu tydeligere huske, at jeg ikke hørte et ord af, hvad hun sagde. For foran mig stod en gud.. Den ultimative.. Noget fantastisk.

Jeg kan huske, at den nye dreng og jeg blev gode venner. At hans mor og min mor havde set det lang tid, før vi selv havde. At hans mor bad ham om at inviterer mig i biffen. Og min mor bad mig om at sige “ja”.

Jeg kan huske, at vi plukkede mælkebøtter til hans kanin, da han spurgte mig. Og jeg kan huske udtrykket i hans øjne. Han var rød i hovedet, som jeg aldrig har set nogen være rød i hovedet. Og jeg kan huske, at jeg slet ikke kunne svare. At jeg løb op til min mor.. og ikke anede hvad jeg skulle gøre. Jeg kan huske, at hun kærligt “sparkede” mig ned på græsset igen, hvor jeg fik sagt “ja tak” til hans biograftursplan.

Jeg kan også huske, hvordan biografturen den ene gang efter den anden gik i vasken. Første gang var jeg syg. Anden gang var midsommeraften .. Min barndomsvens mor skulle giftes.. Og jeg kunne ikke være med, for vi skulle i biografen. Jeg kan huske sommerfuglene i maven – forventningens glæde.. Og jeg kan huske skuffelsen, da det viste sig, at biografen var lukket Sankt Hans aften.

Jeg kan huske hvordan vi så købte slik for alle pengene og gik hjem og så fjernsyn hos mig. Der kunne vi jo være alene. Og jeg kan huske nøjagtigt HVOR lang sådan en sofa er, når man sidder i hver sit hjørne af den.. Bange for at fylde så meget som en cm for meget. Det var min aller første forelskelse. Og det var en god en. For han var en god dreng. At det aldrig rigtig blev til andet end et dejligt venskab, er så hvad det var. Ingen tvivl om, at vi følte det samme.. men at vi begge var for unge til rigtigt at finde ud af, hvad det betød.

Og se.. Det er, hvor min datter er nu!

Det er omkring nu, jeg gerne vil have, at superman kommer ind på scenen og drejer Jorden den forkerte vej rundt. For helt ærligt: Tiden er gået ALT ALT for hurtigt.