Fritidsinteresser og drømme

Da jeg så min lille datter på mit bryst for første gang, var jeg da ikke i tvivl. Min lille datter skulle da danse – som sin mor. Og allerede da hun var 2,5 år tog hun sine første vaklende dansetrin. Det gjorde hun så i tre sæsoner, før hun endeligt og meget demonstretivt fortalte sin mor, at danse – DET gad hun ikke. Selve dansen var ok, men formålet med dansen kunne hun slet ikke forholde sig til. Hun kan ikke lide at være i centrum, at være den alle andre ser på.

Da min søn blev født, smilede min mand bredt. Nu var drengen der skulle gå til springgymnastik endelig født. Min mand så for sig, hvordan hans lille søn ville boltre sig med flik-flak og baglæns salto.

Som bekendt har min datter valgt sin egen fritidsinteresse. Hun fandt den helt selv ved et tilfælde. Og vupti – hun er solgt til stanglakrids. Hun elsker sin garde, som var det hendes anden familie. Og som mor må jeg stå på sidelinien og konkluderer, at hun faktisk ikke har valgt dårligt – tværtimod. I garden kan hun få alle de oplevelser, jeg under hender. Hun er med til store sjove, officielle arrangementer. Hun møder prinsesser og borgmestre – og hun er med, når de røde bånd bliver klippet både her og der. Gardens venskaber er ganske unikt – og det, jeg brugte 5 års blokfløjte undervisning på, har hun lært på under 1 år. Hun kan læse noder – og hun kan mestre sin fløjte til perfektion. Desuden får hun mulighed for at rejse med sin garde, og hun får venner, der både er på hendes alder – men også adskillige, der er ældre. Venner, der er der både i lyst og i nød.

Se – alt det fik jeg ikke, da jeg gik til dans. Naturligvis var jeg venner med mine dansevenner – men i bund og grund var vi konkurrenter – og noder lærte jeg som beskrevet før, kun med nød og næppe og med års slidsom træning. Udenlandsrejser og venner, der var ældre end mig selv, fik jeg slet ikke. Så alt i alt har min datter endt med at valgt en langt bedre fritidsinteresse, end jeg.

Og her til aften stod det så også klart, at Jonathan har tænkt sig at hoppe let og elegant over fars springgymnastik – og springe direkte ud som garder. Idag fik han et pusterør på omkring 50 cm. Og i stedet for at skyde billeder ned i hele huset, så har han nu gået “march” med sin “garderstav” (som vi andre kalder en tambourmajorstang) “GARDEN ARCH” siger han med kyndig stemme, hvorefter han marcherer rundt mens han nynner alle de sange min datter har øvet på på sin marchfløjte.

Om 4 år tror jeg, at jeg er mor til en tambourmajor in spe – og en lille ny trommeslager. Hvis jeg vrælede, da min datter fik sin uniform og spillede sin første uniform, er det vist intet iforhold til tårerne af stolthed, jeg vil føle, den dag min datter fører min søn udi en march mens han spiller på sin tromme.